Sommeren 97 tilbragte jeg sammen med to venner (Torben og Lars) på den fantastisk flotte, bounty lignende trope ø Tobago. Vi havde læst en hel del om øen, blandt andet at der er et godt dybhavsfiskeri, hvilket jeg naturligvis var meget interesseret i.
Befolkningen på øen snakker som det jamaicanske bobslæde-hold i ”Cool running” bare dobbelt så hurtigt og med en masse lokale udtryk, og når man så kommer som blegfed dansk turist med lommen fuld af dollars, kan man være sikker på at de forsøger at malke en for mange penge. Derfor tog det lidt tid at beslutte mig for hvem jeg skulle sejle med, men til sidst faldt valget på mister Cool, det var ham jeg forstod bedst.
Vi aftalte 4 timers fiskeri tirsdag fra 9.00 - 13.00. Jeg var naturligvis tændt, for mange steder hang der udstoppede Marlins, men den spænding havde mine venner ingen forståelse for, og aftenen før skulle de naturligvis efter deres tur i baren hen og vække mig.
De startede da også næste dag med at råbe : ”du fanger ikke en skid”, lige efter de havde sat mig af.
Det bragte mig nu ikke ud af fatning, for det de to ved om at fiske, kan stå på bagsiden af et frimærke.
Jeg kom til Pidgeon Point, hvor mister Cool og hans hjælper Barney ventede. Barney var et syn for guderne, en helt igennem gennemført rasta, med Dreadlocks og strikhue i bedste Bob Marley stil, og tænder havde han ikke mange af, men flink og hjælpsom det var han.
På vej ud, var jeg så heldig at se en Manta Ray (Djævlerokke), den var mindst 3 meter i vingefang, utrolig stor og elegant når den nærmest flyver gennem vandet.
Medens vi sejlede ud, gjorde Barney maddingen klar. Den bestod af en gummiblæksprutte med en død fisk på ca. 35 cm, der vel nærmest lignede en lille fed hornfisk. De blev så sat ud efter båden, en på downrigger, og fire på outrigger.
Det minder om trolling, men maddingen bliver trukket efter båden med så stor fart at den skøjter i overfladen. Den første time skete der intet, så jeg begyndte at få min tvivl om, om det nu var rigtigt hvad jeg havde læst, men i samme nu var der hug på to stænger.
Den første var nu hurtigt væk. Den havde bidt maddingen over i et snit, som var det lavet af et barberblad. Den anden var godt kroget ! så jeg satte mig tilrette i fighterstolen og fik, synes jeg, en meget god fight. Overraskelsen var stor da det viste sig at være en baracuda på ca. 65 cm. som havde fightet så voldsomt.
Nu gik det slag i slag, indtil en af baracudaerne landede ved siden af fiskeboxen og lige foran mine fødder !
Den bed vildt omkring sig og Barney sprang rundt, og jeg hoppede op på ryglænet. Baracudaer er bestemt ikke til at spøge med !
Flere af hjælperne på big-game bådene mangler en tå eller en stump finger efter et sammenstød med en baracuda, og det gjaldt også Barney. Til sidst fik han dog styr på den.
Fiskeriet fortsatte så en times tid, indtil jeg måtte ofre til Kong Neptun. Tvunget af søsyge måtte jeg opgive at fortsætte, så mr. Cool åbnede for samtlige HK og satte kurs mod Pidgeon Point.
Her ventede Torben og Lars, og det var en sand fornøjelse at lukke munden på dem, med 9 Baracudaer, den mindste på 60-65 cm og den største på 105-110 cm.
Jeg ville gerne have prøvet at fange Tun eller Marlin, men sæsonen for dem ligger i december til maj, så jeg måtte ”nøjes” med baracudaerne.
Det er dog ikke de eneste big-game fisk som fanges på Tobago, der er også Jacks, Trevalley, Hajer, Sailfish, Bonefish, Guld-makrel og så videre.
Skulle man have lyst til sådan en ferietur, er Tobago absolut at anbefale ! Der er fantastiske palmestrande med blågrønt vand, store Koralrev, godt fiskeri og masser af muligheder for snorkling i et meget fiskerigt hav. Derudover er der bjerge og regnskov, så alt i alt et suverænt feriemål.

Jørgen Dam