|
Det var ligesom en stor usynlig hånd
der pressede mig ned i det velpolstrede sæde, hjulene slap
jorden, flyveren var lettet, jeg var på vej til Uganda.
Ned til alle de glade smilende fluebindere i Tilapia Flies. Jeg
skulle ned og lære dem bedre produktionsformer og logistik så
de kan få en bedre produktion. Og derved en bedre hverdag. For
deres fluer er der ikke noget som helst at pege fingre ad.
Ved ankomsten var min kuffert selvfølgelig væk, så første dag
gik med at købe tre bluser og de fornødne underbukser og sokker,
og så regnede det ellers resten af dagen næsten ligesom om det
kom fra en bruser.
Dagen efter fandt jeg ud af, at hoteldirektørens søn arrangerer
fisketure efter Nil Aborrer på Victoria Søen med båd, hvor de
troller efter dem med nogle af de allerstørste rappala Woblere
man kan få, på størrelse med en underarm. Det kostede (kun)
250 us Dollar pr. bådtur så jeg sagde med det samme, at hvis
der var andre der skulle ud, så ville jeg godt med.
Jeg var lige ankommet ude på fluefabrikken, da jeg blev
overfaldet af fluebindere der havde alt i fjer, som enhver
fluebinder i Danmark ville stå og savle over. Alt fra abeskind
til ægte maraboustork og væverfugle.
De 250 dollars rumsterede stadig i mit hoved, men jeg havde fået
min kuffert efter 3 dage, og der lå min lille ugly stick, 5,5
fod. Så alle fluebinderne i Omand og jeg, tog ud i fabrikkens
bil, en Toyota pickup, det er ganske normalt dernede, at der
sidder 10 mennesker på ladet. De havde jo selvfølgelig også lært
at fiske med stang (bambus pind), siden jeg havde været dernede
for to år siden. Så vi kørte ud til et gammelt beton plateu,
der en gang skulle have været en badestrand, men det gik ikke så
godt, for der kom ingen turister for at bade, dem der lavede
stranden havde ikke tænkt på krokodillerne, men det var alle
tiders sted at fiske efter Tilapiaer. Jeg skulle bruge et billede
til kataloget som, forhåbentligt snart udkommer.
De første Tilapiaer jeg fangede, fightede som en Havørred på
to kilo, "Men snydt", når de kom ind var de ca 10-15
cm lange og vejede omkring 300-400gr. Og de lokale fiskere skreg
af grin af den dumme Musungo oversat" hvide mand ", for
de påstod at jeg aldrig kunne få en ordentlig fisk ind der hvor
jeg stod. " Der var 6 meter ned til vandet".
Men det fik de at se lige efter,
for da sagde det bare gadunk, og den lille 5,5 fods krøllede
fuldstændig sammen og bremsen på hjulet snerrede som en gal
hveps. Det var helt unaturlige hurtige ryk og udløb på en gang,
og det forsatte bare ligesom det var uendeligt, men jeg fik da
rendt "så meget jeg nu kunne" i den uendelige fight
hen mod en nedgang fra cementen ned til den rigtige strand. Det
var helt vildt ! jeg vil tro at det tog 45 minutter og efter en
fight på yderligere ca. 15 minutter, kunne jeg så småt begynde
at få fisken tættere på. Husk på, det var en 0,25 line, og da
den endelig var landet, var det en Tilapia (ciklide) på, løst
anslået uden pral ca. 3 kg. Da skulle de lokale ikke have sagt
mere, men de har jo selvfølgelig heller aldrig set en mand
"løbe" efter en fisk.
Men det fik de at se igen en halv
time senere, da mørket var ved at falde på, da gav det et meget
større ryk i stangen, så jeg blev næsten helt bange, for det
kunne da ikke passe at krokodiller spiste orm, for det var et
meget større og meget sejere træk, der var i stangen, så jeg måtte
tage turen igen, nedaf mod stranden så godt jeg nu kunne og
efter endnu en fight på godt en time, lå der et uhyggeligt
forvokset eksemplar af en (sandart), en lille Nil Aborre på,
uden pral ihvert til fælde 10 kg.
Og da vi kom tilbage og skulle
dele den ud i stykker til alle fluebinderne fandt jeg ud af, at
hvis en sandart er sej at skære i så prøv med en Nil Aborre;
Puh ha.
Så nu var mine bekymringer om, om jeg kunne lægge 250 dollars væk
fra budgettet, på turen forsvundet som dug for solen "men
den var jo også gået ned" det tager ca. 15 minutter der
nede så er den væk.
Da den var stået op igen og jeg var godt øm i alle led og
muskler tog jeg ud på fluefabrikken igen, for der var jo stadigvæk
meget vi skulle have på plads, med hensyn til produktionen og vi
havde også sat fiskenet op efter væverfugle, og ganske rigtig,
vi fangede to væverfugle i nettet den dag. Så de blev flået og
skindene saltet og jeg fik smagt væverfugl til frokost, det
smager ligesom Fasan.
Dagen efter var jeg meget spændt, for jeg tog flyveren til Kenya
over til en Canadier der hedder Dodge, for han kunne få mig ind
på de fleste fluefabrikker i Kenya, og ganske rigtig; vi kom ind
på selv de mest hemmelige fabrikker, men der var kun et sted jeg
fik lov til at tage højest 2 billeder.
Da vi havde besøgt fluefabrikkerne, viste han mig den eneste
lystfiskerbutik i hele Kenya, den hedder the Happy Hooker og det
er en dame der har den. Udvalget var overvældende der var mindst
10 stænger og næsten lige så mange blink og spinnere som i en
camping kiosk i Danmark.
Tiden nærmede sig for min tilbagekomst til civilisationen, så
jeg syntes at vi skulle holde en fest alle fluebinderne og jeg, så
jeg købte en ged og de slagtede den, og tilberedte den i nøje
udmålte stykker til os alle sammen. Så jeg opnåede også at
smage grillstegt ged mens jeg var i Uganda. Det smager helt
uforklarligt godt.
Så da jeg den næste dag vendte næsen mod lufthavnen i Entebbe
med 10 fluebindere på ladet der ville vinke farvel, var det en
meget tilfreds og glad mand, der vendte tilbage til det kolde
Danmark.
Knæk & Bræk,
Torben Ravn Rasmussen,
Grejbiksen
|
