til
hovedsiden
Medlemmers fangster og ture 2000 opdateret
11/07/2005
 

21 oktober 2000 Gels å tur

En rigtig fin tur - fint vejr - højt humør, men der manglede to ting og det var for det første, at vi skulle have haft nogle flere med på turen - vi var i alt 15 deltagere, for det andet så fangede vi godt nok ingen fisk, men en del blev tabt. Christian Møller havde nogle på dåse, men de tæller selvfølgelig ikke med ! - så Børges pokal bliver ikke uddelt dette år.
Alle syntes det var en pragtfuld tur.

Knæk og Bræk, K.B. Haislund

7 oktober 2000 tur til vandværkssøen ved Egebjerg

Skønne billeder, en dejlig tur med mange gode fangster. Tvillingerne på billedet skiftedes til at fighte deres
første Gedde, og de skulle selvfølgeligt posere med den i fællesskab.
HOS har fået ekstraordinær tilladelse til at fiske i søen denne dag.

Knæk og Bræk, Bestyrelsen

Junior Gedde tur til Bjergs Mose, 16 februar 2000

eller : Da Magnus fik sit livs fisk !

Jeg stod klar og parat med grejet, da juniorleder Jesper Kjeldsen kom forbi onsdag morgen d. 16-02-00 klokken 9.30. Vi havde torsdagen inden til en klubaften besluttet os for at hive 3 dovne juniorer med ud, for at lære dem lidt om geddefiskeri ! Et eller andet fornuftigt skulle de jo lave i deres vinterferie!
Klokken 10.00 havde vi fået rystet de 3 purke ud af sengen og satte kursen mod dambruget, hvor vi skulle hente agnfisk. Ejeren var dog ikke hjemme, så vi håbede på at de maddiker jeg havde medbragt, kunne skaffe os et par halvforfrosne skaller, og kørte så ned til mosen.
Vi fik parkeret bilen og kæmpet os vej over og under diverse væltede træer og ned til vores udtænkte fiskeplads. Grejet blev samlet og de første maddiker røg i vandet. Knægtene havde dagen forinden været ude og fiske sild og havde et par fileter med som også blev kroget, med et lille håb om, at gedderne ville være ligeglade med om det var død eller levende, fersk eller salt agn.
Det blæste en smule, men ellers var vejret okay. Det var både skaller og gedder tilsyneladende fløjtende ligeglade med, for ingen af dem gav sig til kende ved et forsvundet flåd !
Der blev brugt et par timer på spinne, blink, jig og wobblerfiskeri, men lige lidt hjalp det. Jesper og ungerne sprang så ind i bilen og kørte op til dambruget igen, og kom tomhændede tilbage!
Men der skulle mere til at slå os ud, så vi besluttede os for at flytte plads og fandt et lille sted med læ. Det var fiskene sgu' også ligeglade med !
Der gik endnu et par timer og nu var drengene ved at blive utålmodige. Det resulterede i en længerevarende grankoglekrig, ind og ud af skove, hvor de store var mod de små (fair nok!).
"Så nu stopper vi altså!!!" sagde Jesper efter et stykke tid og det var tydeligt at se at han var bange og ikke turde mere !
Vi bestemte os for at give dambrugsfyren en sidste chance og ville ellers køre hjem, men denne gang var heldet med os. Vi fik en spand med de mindste ørreder han havde (20-25 cm.) og så tilbage til fiskeriet ! De ivrige knægte lærte at sætte den levende agn på trekrogen, få den søsat og så blev det lystige flåd ellers med store øjne observeret !
Og der gik da heller ikke mere end 20 minutter før 14 årige Mikkel Hansens flåd var forsvundet og så blev der ellers råbt et virvar af gode råd og ting han absolut ikke måtte gøre ! Fisken kom dog på land og var en lang tynd gedde på 90 cm. og vejede 3,875 kg. Den havde resterne af et stålforfang hængende ud af kæften og vi gik derfor ud fra, at den også havde en krog i sig og da den i forvejen var kroget dybt, blev den slået ihjel og rengjort. Ud fra den rustne krog i dens mave, konkluderede vi det, til at være skyld i dens "ringe" vægt, når man nu ser på dens længde.
Alt imens Mikkel lå på knæ i fisken, forsvandt Steffen Jensen, ligeledes 14 år's, flåd og denne gang blev der ventet knap så længe med modhugget. Endnu en gedde på land, en flot mørk fisk på 1,375 kg. kan Steffen nu skrive på sin fangstrapport. Den var kroget yderligt og blev efter fotografering genudsat uden mén.
Så blev det en voksens tur. Jespers flåd var forsvundet og her var det selvfølgelig ikke nødvendigt at komme med gode råd, næ nej. Også denne fisk blev genudsat, dog uden at have været på land, ja den var ikke engang tæt på land. Og jo, vi grinte over at denne kloge og hyppigt kommenterende mand, ikke fangede fisken, men sådan kan det jo gå. Kom igen Jesper !
Der gik så en times tid med at kigge på tøffende flåd og vi snakkede om, at nu kunne det være sjovt hvis turens yngste, Magnus Kampmann på 13 år, fangede en gedde på 6-7 kg. både fordi han endnu ikke havde fanget noget, men også fordi han "kun" havde en lille 7 fods stang med. Og skæbnen ville da også at Magnus flåd forsvandt. Det havde ligget og vugget 5-10 m. fra bredden, da det ikke var fysisk muligt at kaste så store agnfisk længere med en så lille stang. Men væk var flådet altså.
Gedden var tilsyneladende ikke særlig begejstret for, at der var en der rykkede i dens mad og den nægtede at give slip. Juhuu, fast fisk og hvilken fisk og jeg må da også erkende at jeg kom med et lille "Hold da kæft mand!" første gang den viste sig !
Jesper og jeg hoppede lige så vildt rundt som de andre, mens vi skiftedes til at løsne og stramme på Magnus bremse, han havde nemlig nok at gøre med, at holde sig oprejst på sine rystende ben. Jeg fik lov at nette den og det lykkedes da også efter 3. forsøg. De 2 første endte i kogende vand og flere udløb !
100 cm. og 9 kg. vejede den rognfede hun, da vi fik hende på land og adrenalinfyldte Magnus måtte da også ned på hug da han skulle fotograferes med fisken i hænderne. Derefter kunne han så stå på bredden i skumringen og vinke farvel til en af de store madammer i hans liv, da hun blev genudsat og svømmede ud i dybet igen !


Magnus med sit livs fisk ?

Det blev til en god og lærerig tur for både de 2 "voksne" og juniorerne hvor de så hvordan man behandler og genudsætter fisk, hvor vigtigt det er at binde ordentlige knuder (Mikkels fisk med forfanget i gabet), hvordan man fisker med levende agn og at våde grankogler slår langt hårdere en tørre !
Mon ikke de kommer ud at fiske gedder en anden gang ?!

Martin Semler