HOS, Medlemmers fangster 2002

Fredag - Søndag den 8-10 november 2002, ture til Kørup å

Jeg havde en feriedag fredag den 8. Den valgte jeg at tilbringe nedenfor Klaks Mølle på nordsiden. Jeg parkerede ved bækken og gik langs med den ned til åen. Jeg kunne konstatere, at der var mange ørreder at se i bækken, som er et vigtigt yngelopvækstområde. Vel ankommet til åen satte jeg en vægtbelastet Mickey Finn på forfanget. Åen var med ret høj vandstand, men med klart vand. Der kom hurtigt småhug, men intet ville blive siddende. I stedet satte jeg så en dobbeltkroget havørredflue på (jeg har ikke navnet, men det var én af de moderne med plastikmaterialer og med blåt hackle og sort vinge). Der var megen underholdning, men ikke storfisk. En enkelt lille havørred bed på, 34 cm, blank, med netstribe om ryggen og et lille sår formentlig efter et hejrehug. Tilværelsen kan være hård.
Da jeg gik tilbage mod bilen i mørkningen, stod en rå ude på marken kun 50 meter fra mig. Jeg stivnede og stod musestille. Den havde åbenbart hørt noget mistænkeligt, men den fik ikke øje på mig, selv om den kikkede lige mod mig. Den græssede videre, men pludselig fik den fært af mig (vinden bar hen til den, jeg havde ellers husket mit morgenbad). Den satte i spring over bakken, og to stykker råvildt, der havde stået lidt længere væk, valgte at følge trop.
Jeg fik en sludder med Torben, der lige havde vinket farvel til en dårligt kroget 2 kg fisk.

Lørdag stillede jeg ved åen kl. 9, men nattens regn havde gjort den til en mudderpøl. Jeg checkede lige Tolstrup Å, men den var lige så slem.

Søndag tog jeg til Ndr. Vrønding, men efter en times resultatløst fiskeri gav jeg op. Der var oversvømmede enge, rivende strøm og meget uklart vand.
Jeg kørte ned til Kørup Bro og fiskede nedstrøms, også uden resultat. Peter ankom, og vi fik en øl og en sludder, inden han gik i gang. Jeg prøvede så opstrøms med en stor spinder og fik nogle hug, men ikke af storfisk. På vej nedad med en wobler var det det samme.
Peter havde haft et ganske godt fiskeri i mellemtiden på orm. Han havde haft et par pæne ørreder på og havde genudsat to mindre havørreder og nogle bækørreder.
Kurt Nørregaard kunne berette, at han fredag aften, da regnen startede, havde fået en blank havørred på 2 kg.

Hvis det ikke regner for meget i starten af ugen, skulle der blive fint fiskeri de sidste dage.

Knæk & bræk, Jan Karnøe

Ingen grund til beskedenhed, 2 november 2002

På en af efterårets klubaftener fortalte vores æresmedlem Kurt Eisner sådan lidt en passant, at han havde fanget en pæn havørred ved kysten. I muntert lag er der intet bly ved Kurts måde at være på, men når det gælder hans egne fangster, er han fuld af beskedenhed. Jeg overtalte ham til at komme med et billede af kalorius, men han betingede sig, at den ikke deltog i nogen form for konkurrence. Alligevel syntes jeg, at en så smuk fisk burde vises for en større kreds, så her er den:

Havørreden er 83 cm og 7,5 kg. Den er taget på kysten ved Juelsminde på en af Kurts egne kaninhårsfluer, str. 4 i brunt, den 2 november 2002.

Knæk og Bræk, Jan Karnøe

Torsdag den 31 oktober 2002, tur til Kørup å

Regnen er det sidste par uger kommet i rigelige mængder. Den forsinkede havørredopgang på grund af 2 måneders tørke, må der nu kompenseres for. I håb om at antræffe store mængder af havørreder, spenderede jeg en feriedag på mig selv på sådan en almindelig torsdag.
Forventningerne var lidt kølnede af, at der ikke løber ret meget vand igennem stryget nedenfor Bygholm Sø, hvorimod det fosser ud gennem det ene rør. Forholdet er påtalt overfor kommune og amt, men det har ikke givet synlige resultater endnu.
Jeg var ved åen kl. 10 netop som en let nattefrost havde sluppet sit tag, mens solen kæmpede, foreløbig forgæves, med at trænge igennem tætte, lave skyer. Der var lovet regn senere på dagen.
Jeg gik godt ovenfor broen og drev nedad med en meget synlig brun og orange Tempelhund fra vinterens klubaftener. Det må næsten være en pædagogisk pligt at fange noget på de produkter. Et splithagl foran skulle holde fluen nede i de ret frådende og let uklare vandmasser. Det var en smuk formiddag, men jeg skulle langt nedstrøms, før jeg blev forstyrret af en bækørred lige på mål, men hvis det var den, der skulle redde min dag, havde den fortjent at overleve. Nedenfor broen kom et par forsigtige hug, inden det var tid at konsultere madpakken. Mens jeg gumlede, fandt jeg frem til, at jeg ikke nåede dybt nok ned, så i stedet ville jeg tage stykket én gang til med en Mepps 3 opstrøms efter frokosten.
Det varede ikke længe, før en bækørred under mål snuppede spinderen, men på et langt stræk skete for lidt efter min smag. Med et velrettet pendulkast fik jeg spinderen ploppet ned i et lille bagvand bag en grødetot. Jeg lod den synke, og da jeg strammede op, var der solid kontakt. 3 hurtige, lave spring fulgte, så var bolden givet op til nogle spændende minutter med udløb og boring under bredden, inden jeg fik den tæmmede havørred i nettet. 62 cm og 2,3 kg på min nye elektroniske vægt. Fotografering og beundring af en letfarvet hun samt placering i rygsækken med halen kækt udenfor.

Efter nogle få kast var der igen kontakt med en meget omkringfarende fisk på ca. 1,5 kg. Den forsvandt efter et minut. I næste kast fik jeg igen hug, denne gang af en havørred lige på mål, blank på forkroppen og med begyndende farvning på bageste halvdel. Den kom ud igen. I det samme var jeg omgivet af susende vinger. En pæn flok agerhøns landede omkring mig på begge sider af åen. De fortrak til anden bred, hvor de løb rundt og kaldte flokken sammen, hvis de da ikke skældte mig ud. Solen var nu brudt igennem skyerne og spillede igennem de gule, røde og orange blade. Efterår med alle kontrasterne i vejrlig og farver, det er lige mig, også selv om der kort efter kom en let byge. Det var tid at vende hjem til de øvrige planlagte gøremål, men sikke en dag. Med havørredfiskeri kan man aldrig opgøre dagen som en succes eller det modsatte, så længe krogen er i vandet.

Knæk og Bræk, Jan Karnøe

Søndag den 13 oktober 2002, tur til Kørup å

Så er det klassiske, danske efterårsvejr endelig kommet, stærkt savnet af havørredfiskere. Opgangen i både Kørup og Hansted åer er stærkt afhængig af nedbør for at komme i gang, og det har der som bekendt været mangel på de sidste to måneder, men nu er det her. Forventningerne havde fået en ekstra tak i anledning af vejret, og eftermiddagens tur skulle gå til Kørup Å, der skulle have en chance for revanche efter mange magre ture på det sidste.
Et par dages regn havde ikke sat særligt tydelige spor. Da jeg stod på broen for at vælge spinder til opstrøms fiskeri, var vandet temmelig lavt og klart, så en Mepps størrelse 2 var vist det største, man kunne stille med. Oven i købet var der en del flydende grøde, så der var ingen grund til, at krogen skulle være stor.
Det varede noget, før den første ørred viste sig efter spinderen. Man skulle holde sig på afstand af åen og helst kaste langt for at undgå at skræmme fiskene. Det gik trægt, og selv i de store høller ved skoven, var det kun småfisk, der lod sig lokke.
Da jeg gik over kreten bag skoven, forsvandt en rådyrfamilie roligt anført af en smuk buk op gennem en lille slugt. Luften genlød af de komprimerede skrig fra et jagtende musvågepar. Et stykke ovenfor skoven fik jeg placeret et godt langt kast hen over en dyb udvidelse af åen omgivet af træer - ingenting. Jeg gentog kastet, og så sad den der, en pæn ørred. Den slog godt fra sig, men blev i høllet på kort line, som den trak ud gang på gang, når den ikke borede i bredden under mine fødder. Først da den begyndte at kæntre, turde jeg nette den. 51 cm 1,3 kg, en bronzefarvet hun.

Så skulle der alligevel havørred på bordet på min fødselsdag. Jeg gav den slaget i nakken, det slag som man næsten fortryder umiddelbart efter. På den ene side ville det da være godt for bestanden, hvis denne fisk fik lov at fuldføre gydningen. På den anden side har der jo ikke været toldet slemt på havørrederne i åen, når de er gået så sent op. Havørreden var fed og rød i kødet, og jeg agter at nyde den! Hvis man som havørredfisker ikke kan servere havørred til sin fødselsdag i oktober, skulle man nok kalde sig noget andet.
Efter en i egen opfattelse velfortjent frokost på åbredden fortsatte jeg opstrøms. Der var nu større iver, bækørrederne bed villigt. Heroppe bliver de ikke forstyrret så tit, men selv om de største nok kunne holde mindstemålet, syntes jeg, at jeg havde fået tilstrækkeligt bytte. En stor sangsvaneunge var på udflugt op ad åen. Den hvæsede ad mig, da jeg
overhalede den. Klokken var blevet halv seks, da jeg nåede stoppet på sydsiden af åen, og det var på tide at komme hjemad.

Knæk & bræk, Jan Karnøe

Søndag den 6 oktober 2002, tur til Gammelstrup

Jeg har ikke fået gjort meget ud af stallingfiskeriet i år, så i håb om at træffe én af de efterårsdage, hvor stallingerne æder og æder, tog jeg til Gammelstrup. Der blæste en stiv østlig vind, men jeg mente nok at kunne fiske med vådflue alligevel - der er mange træer indimellem, der kan give lidt læ. Der var mange skyer, men der kom ingen nedbør denne dag, derimod nogle smukke solstrejf. Vandet var grumset, der var meget af det, og der var masser af blade i det, men fiskeri var absolut muligt. Jeg gik ned til "Millenniumstryget", hvor der var trådt godt ned både af kreaturer og fiskere, men stallingerne var uinteresserede i, hvad jeg bød dem. Længere nedstrøms var der ikke spor på bredden af fiskere og ikke mere held. En stor gråbrun sangsvaneunge trompeterede ude i åen, halvt nysgerrig, halvt frygtsom. På den anden bred gik tre tyskere, der heller ikke fangede noget.
På vej tilbage mod bilen ville jeg lige give stryget en chance til. En enkelt lille stalling forbarmede sig, men slog sig straks derefter af krogen igen. Nogle smukke timer, men altså ikke lige én af de hektiske.

Knæk & bræk, Jan Karnøe

Fredag den 27 september 2002, tur til Kørup å

En feriedag - at drage til åen, mens de andre lønslaver tager på arbejde, det skønner man på. Jeg vidste godt, at vandstanden var lav og vandet klart. Den regn, der er kommet de sidste nætter, er blevet brugt til at opbløde den tørre jord med og meget lidt har fundet vej til åen. Jeg tog til Neder Vrønding i håb om, at der trods alt var nok vand der på de dybere strøg til, at det var umagen værd.
Da jeg kørte ind ved gården lettede en hvilende musvåge fra en hegnspæl 2 meter fra bilen, et flot syn når den med rolige vingeslag forsvinder ud over marken. Jeg gik godt opstrøms og lod spinderen flyve ud i et af de største høller kl. 9, men det skulle vise sig, at fiskene først var i aktivitet en god time senere, da solen begyndte at få magt. Alligevel gik det trægt. Ørrederne stødte til spinderen, men kun et par undermålere kom op, og et par større sad for løst. Ved Ølsted Ås udløb fandt jeg madpakken frem og dækkede op på en træplade, der var ment til fasanfodring. En meget enkel frokost smager godt i de omgivelser.

Nu begyndte ørrederne at gå til spinderen, men der skulle kastes langt, og bevoksningen skulle udnyttes som skjul. Stak man hovedet op over kanten, pilede ørrederne væk og i skjul. Mange kom op, men kun et par mindre regnbueørreder blev renset og lagt i tasken. De hører ikke til i åen, men rasende fightere er de.
Det store pilekrat, som næsten var uigennemtrængeligt, er nu blevet beskåret af lodsejeren, så der er kommet en smuk plet ud af det med et adgang til et væld af gode standpladser. Længere oppe puslede det i græsset, hvor jeg skulle til at sætte foden. Op kom en fasanhøne, og derefter lettede en ny med 2 sekunders mellemrum indtil alle 7-8 stykker plus kokken udskældende havde fundet sig et nyt sted at opholde sig.
Klokken 15 var det på tide at komme hjem og klare resten af feriedagens program. Mens jeg gik tilbage langs de nytilsåede marker genlød luften af skrigene fra et musvågepar der cirklede rundt over landskabet. Det havde været en rigtig smuk, tidlig efterårsdag ved åen, men nu kan den længe ventede regn altså godt se at komme, så vi kan få glæde af opgangen af havørreder, inden det er for sent.

Knæk & bræk, Jan Karnøe

7 September 2002 tur til Gels å

Vi (5 seniorer og 3 juniorer) mødtes kl. 11 ved Vesthallen for derfra at køre til "De 7 Sving" ved Tiset syd for Gram. Vi havde valgt dette ikke så let tilgængelige sted, fordi Vejle Sportsfiskerforening også havde tur til Gels Å denne dag, og vi kunne jo lige så godt sprede os lidt, vand er der jo nok af.
Vel ankommet kl. 12.30 spredtes vi hurtigt ved åen. Der var nu ikke megen aktivitet at spore deri. Grøden var lige blevet klippet, så vandet var plumret, og der drev ret meget grøde. Fiskene blev ved bunden, ellers plejer der altid at være ringe i det mindste efter småstallinger og skaller. Det lykkedes dog Hans (formanden) at vise et godt eksempel ved at lande en stalling lige over mål. Vi blev enige om at søge længere opstrøms og kørte til Hjartbro. Her så vandet rigtigt godt ud. Vi ankom ved 16-tiden samtidig med, at 7-8 tomhændede Vejle-medlemmer blev afhentet. Alligevel gik vi i gang med frisk mod, og det varede da heller ikke længe, før der
var kontakt med fisk, både for dem der fiskede med flue, spinder og orm. Da vi mødtes til aftensmaden, medbragte Svend en stalling lige over mål og undertegnede fik en bækørred på 38 cm og 0,8 kg. Det var en pæn vægt i forhold til længden, og ørreden havde da også en struttende mave, der viste sig bl.a. at indeholde en mus af solid størrelse.

Der var fælles aftensmad i form af suppe og flute, og herefter tog vi endnu 1½ times fiskeri i mørkningen. Der blev yderligere fanget både ørreder og stallinger, men ingen over mål. I tusmørket blev der livlig trafik af ænder og flagermus.
Vi fik alt i alt en dejlig dag ud af det, og denne gang fik vi da også vristet hele 3 spisefisk fra åen, men havørred eller laks blev det ikke til, så Gels Å Pokalen bliver altså heller ikke tildelt nogen fisker i år.

Knæk & bræk, Jan Karnøe

Søndag den 1 september 2002, tur til Bygholm å

Søndag var en meget smuk, varm eftersommerdag i en lang række. Vandstanden i Tolstrup å er helt nede, men engene om Kørup å er åbenbart længere om at afgive vandet, som er kommet i rigelige og pludselige mængder i form af kraftige byger på enkelte dage. Jeg tog til Ndr. Vrønding først og fremmest for at tilse bækørrederne med spinder. Kl. 17 stod jeg ved åen. Den var sunket betragteligt i løbet af de sidste dage og var meget klar. Solen bagte stadig, og ørrederne undtagen en enkelt undermåler var uinteresserede hele den første 1½ time. Først da jeg havde passeret udløbet af Ølsted å, begyndte der at ske noget. Solen stod lavt og rød, og varmen aftog hurtigt.
En stor grågås lettede fra det lave vand på engen og landede efter et stort sving 15 meter bag mig i åen. Derfra lå den og betragtede, hvad jeg foretog mig.
Ørrederne gik nu livligt til spinderen, en gylden Mepps 2, men størrelsen lå lidt under mål. De større nøjedes med at slå til spinderen. Ved de store sving i skovkanten gik jeg forsigtigt igennem krattet af brændenælder og snerler. Foran var en let bevægelse, og pludselig blev omgivelserne levende, da en fasan-storfamilie gik på vingerne. Lidt længere nedstrøms skete noget tilsvarende, men nu var det 6 agerhøns. Rart at se at de trives, hvor der er fristeder. I høllet nedenfor fik jeg en pæn bækørred på 39 cm, så jeg kom da ikke hjem med tom taske.

Der var ikke spor af andre fiskere - hvilken luksus at komme til vand, der tilsyneladende ikke har været fisket siden, jeg var der for et par måneder siden.
Da solen var på vej ned, gik jeg tilbage til bilen over stubmarken. Luften var klar, men duggen var på vej. Vi nærmer os efteråret, og nu skal det da også blive rart med lidt mere afvekslende vejr, der rigtig kan sætte gang i havørredopgangen.

Knæk & bræk, Jan Karnøe

Søndag den 25 august 2002, tur til Bygholm å

Et kraftigt tordenvejr en nat først på ugen var den vejrmæssige afveksling i det (lidt for) gode eftersommervejr. Tolstrup Å er sunket til minimal vandstand, mens Bygholm ås enge åbenbart holder bedre på vandet efter de våde uger i starten af måneden. Vandstanden er rigtigt fin, algerne er skyllet ud og vandet smukt klart. Bredvegetationen har toppet og flere
steder har snerler fået overtaget og har lagt sig som et tæppe over brændenælder og andre høje urter. Selv på Ndr. Vrønding er der nu rimeligt fremkommeligt.
Jeg tog ud søndag eftermiddag til Ndr. Vrønding. Det har i lang tid været for varmt at fiske i dagtimerne, men denne søndag var overskyet og fugtig efter let natteregn. Jeg gik halvvejs mod Kørup Bro for derefter at fiske opstrøms med en let spinder. Der viste sig hurtigt stor bidelyst, mest selvfølgelig blandt de mindre fisk. En bækørred fra i år på ca. 6 cm var bundrekorden. Jeg havde i alt 19 bækørreder og 8 aborrer oven vande. En bækørred på 37 cm og 2 pæne aborrer havnede i tasken efter øjeblikkelig rensning - det er nødvendigt, når det er så varmt. Jeg havde to større fisk på, men det lykkedes ikke at få dem ind. Den ene var en ca. 2 kg gedde, der tog spinderen helt inde under anden bred, men desværre hurtigt slap igen.
Den anden tog spinderen i et dybt høl, hvor den tog et roligt strejftog på to meter i dybet, uden at jeg fik noget af den at se, inden spinderen kom tom tilbage.
Kl. 19 sluttede fiskeriet tragisk: et let træk fik stangen til at brække i et rent brud. Min 40 år gamle Abu Adjusto, som jeg havde fået i konfirmationsgave, sluttede sin lange karriere. Det er sørgeligt at tage afsked med et kært, gammelt redskab, som har gjort det godt. Jeg har sat pris på dens stivhed, som gør den god til at registrere og reagere hurtigt på det mindste nap.
Der var ikke meget liv i ådalen - der var stille og jeg så få bevægelser. Da jeg på vej tilbage til bilen kom op fra ådalen ramtes jeg af støjen henover det flade land: et tog, der kørte gennem Hatting og motorvejens evige summen.

Knæk & bræk, Jan Karnøe

Onsdag den 14 august 2002, tur til Lille Hansted å

Vi har lige været på den årlige bestyrelsestur til Skjern Å, turen var fin og fangsten var lille, i alt 2 regnbueørreder. På turen var Jan så letsindig at fortælle vi andre, at han havde haft en stor ørred efter sin spinner i det store høl i lille Hansted Å lidt opstrøms den gamle hovedvej.
Mandag aften havde jeg god tid, vejret så ud til at være godt fiskevejr, vinden var gået over i vestlig retning og vejret var vådt og gråt. Så jeg prøvede lidt målrettet fiskeri efter denne store ørred.
Det lykkedes godt nok at få fisken til at hugge, men spinneren sad ikke ret godt fast så efter kort tid slap fisken fri, det var en stor fisk, umiddelbart vurderede jeg den til at være over 3 kg.
Onsdag havde jeg tid til at gøre et nyt forsøg på at overliste fisken, så selvom vejret var varmt og solrigt skulle det prøves igen (vi var jo mange der viste den var der). Opstrøms spinnefiskeri gav overhovedet ingen reaktion i høllet, så jeg fortsatte lidt længere opstrøms dog uden at få kontakt med andre fisk end et par små aborrer.
Aftenfiskeri i solskin på den strækning giver store problemer med at skyggen, der meget af tiden falder i åen foran en, så efter kort tid vendte jeg om for at fiske på den anden side af vejen.
Selvfølgelig skulle det prøves igen om den store ville hugge, det ville den.
Vanen tro gik jeg med let grej, spinnestang kastevægt 2 - 15 gram og 0.27 mm line og et fangstnet der helt afgjort ikke er bygget til fisk i den størrelse.
Det blev en spændende fight, heldigvis havde fisken ingen trang til at forlade høllet, efter et stykke tid kæntrede den og skulle så være klar til at få i nettet, det var lettere sagt end gjort men til sidst lykkedes det.
Fisken viste sig at være en regnbueørred på 67 cm der vejede 4,3 kg.

Tilbage er vel egentlig kun at konstatere at også for vi sportsfiskere gælder det gamle ord, ude er godt men hjemme er bedst.

Knæk og bræk, Sven Damgaard

Fredag den 26 juli 2002, tur til Kørup å

Efter sidste uges regn gik åen over alle bredder. Den sank hurtigt noget igen, men i de sidste dage kom der stille og roligt mere regn. Nu er der dømt sommervejr igen, men fredag eftermiddag var alligevel overskyet og med moderat temperatur - alt skulle være på plads til en god fisketur. Jeg tog madpakke og vand med i håb om, at turen ville trække ud.
Jeg ankom til Kørup Bro og riggede til med let spinder for at fiske opstrøms mod Ndr. Vrønding. Allerede under broen blev der bid - en gedde på 53 cm og 1 kg med tom mave. Videre opad var der småhug på min Mepps 3, som jeg så skiftede ud med en 2'er, da vanddybden aftog.
Jeg går meget stille ved åen, dels for ikke at skræmme fiskene, dels oplever man meget mere. Da jeg nærmede mig et høl, lettede en hejre på 2 meters afstand. Vi blev vist lige overraskede. Den nåede ikke at lette ud mod det åbne, men måtte tage turen ud over åen. På den anden bred var en høj skrænt med træer på, og det var mere, end dens flyvefærdighed kunne klare. Den nåede ikke op over træerne og forsvandt klodset ind i dem. Det varede noget, inden den fik viklet sig ud igennem dem.
Et sted brusede vandet mellem to sten. Jeg sendte spinderen godt opstrøms, og da den passerede stenene, løftede åen sig bogstaveligt talt over en stor, interesseret fisk, men jeg mærkede kun et kort, svagt træk. I næste kast fik den fat, men efter et par hårde ryk og en rulning i overfladen var den fri. Rulningen havde afsløret en stor, gul bug - en bækørred. Den ville selvsagt ikke mere være med i legen.
Da det var overstået blev jeg opmærksom på en forrygende luftkamp mellem på den ene side 4 ravne og på den anden et tårnfalkepar. De sidste forsøgte at genne ravnene væk fra området - formentligt i forvaret af reden. Ravnene delte sig op, så to ad gangen hvilede ud i trætoppene, mens to var på vingerne. Jeg betragtede kampen i 5 minutter, inden jeg gik videre. Jeg var bange for, at ravnene ville trække det længste strå.
Igennem skoven satte jeg en del undermålere ud og beholdt én lige over, den var kroget helt nede ved gællerne. Ovenfor skoven var der ikke spor af andet end køer, så der blev det svært at trænge sig frem langs åen. Jeg var glad for vandflasken. På et lige stykke fik jeg efter et langt kast opstrøms et rigtigt godt hug ved egen bred - ikke af en storfisk, men af en stærk én, der gav mig nok at se til de næste 5 minutter, inden den skred i nettet. Jo, det var en havørred, ikke fuldstændigt blank, men ved flot huld. 43 cm og 1 kg. Jeg ved ikke bedre spisefisk.
I et stort høl fulgte en stor fisk efter spinderen helt ind til fødderne af mig. Jeg fik ikke set, andet end en stor skygge og lidt lyst omkring hovedet. Den lod sig ikke lokke yderligere, men det er også godt at have nogle specifikke mål at gå efter på næste tur. I et andet høl tog en pæn bækørred spinderen og havnede via nettet i tasken.
Klokken var ved at nærme sig 22, vandflasken tom, madpakken spist for længst, så med knurrende mave, trætte ben, svedig af solvarmen efter at skyerne var lettet, men mæt af oplevelser gik turen gennem engene tilbage til civilisationen.
Vi behøver ikke at rejse langt efter oplevelserne, vi kan også finde dem ganske tæt på.

Knæk & bræk, Jan Karnøe

Torsdag den 17 juli 2002, tur til Tolstrup å

JP og jeg havde aftalt at mødes ved Egebjerg Sø kl. 20. Vi slentrede op til sandfanget, hvor JP gik opstrøms og jeg nedstrøms. Der var ringe på overfladen af småørreder, der forsynede sig med insekter mellem alle bladene, der var faldet fra træerne i varmen.
Nedenfor vandfaldet blev spinderen taget af en ca. 2 kilos fisk, formentlig en gedde, men jeg så den aldrig tydeligt, for efter 30 sekunder slap spinderen sit tag.
JP havde haft noget efter spinderen, og efter en pause tilbød han den en wobler, som den tog. Ind kom en smuk bækørred på 38 cm og 0,6 kg.

Freden var ved at sænke sig med det aftagende lys. På et tidspunkt stod jeg og fiskede ved åens indløb i sandfanget. Der lød et plop ovenfor, og lidt efter sejlede andemor om hjørnet 1 meter til højre for mig. Hun blev meget forskrækket, baskede og advarede de store ællinger, hun havde i kølvandet.
Det varede noget, før der igen blev tyst. Det lykkedes ikke at lokke mere og mørket var ved at falde på, så det var tid at komme hjemad.

Knæk & Bræk, Jan Karnøe

Onsdag den 16 juli 2002, tur til Hansted å

Kl. 20 tog jeg ud til åen for at fiske opstrøms fra udmundingen i St. Hansted Å med spinder. Vandstanden er nu hastigt på vej tilbage til normal sommervandstand. Nogle steder er små mudderbanker blevet blotlagt af det synkende vand. I mudderet står aftryk af flittige små poter fra mosegrise.
Som følge af klipningen af bredder er der næsten overalt fremkommeligt.
På det nederste stykke var der på denne varme aften ikke megen aktivitet under vandet. Nogle småaborrer var de eneste nysgerrige. Længere oppe kunne bækørreder lokkes frem, en enkelt større var ude af sit grødeskjul, men gik ikke ordentligt til sagen. Først i ét af de større høller skete der noget.
Spinderen blev taget dybt nede og først efter et par minutter kunne jeg se kalorius - en havørred. Den var stærk og tog udløb gang på gang, borede i sivene, men holdt sig heldigvis til høllet. Til sidste fik jeg den i mit lange net og op på land. Da jeg tog den ud af nettet, faldt spinderen ud.
Den havde kun haft tag i en lille flig af læben, så havde jeg presset den hårdt, havde jeg mistet den.

Størrelsen levede slet ikke op til de kræfter, fighten havde lagt for dagen. En nylig opgænger på 41 cm og lige 1 kg, en virkelig smukt proportioneret fisk, en hun med begyndende ægudvikling og stadig med føde i mave og tarm, mest igler. Klokken var blevet 22, og der var ikke mere interesse for en spinder for den dag.

Knæk & bræk, Jan Karnøe

Søndag den 14 juli 2002, tur til Kørup å

Vel hjemkommet fra et godt kursus arrangeret af Danmarks Sportsfiskerforbund i fluefiskeri efter havørred ved Karup Å ville jeg afprøve lidt af det lærte i de hjemlige omgivelser. Jeg var ved åen kl. 18 og riggede til med vådflue til havørred. Jeg var kommet vel tidligt, så jeg havde problemer med skygge ud over åen nogle steder - jeg fiskede på nordsiden. Jeg havde nogle enkelte hug og udsatte en bækørred under mål.
Vandet stod højt, men var nu klarere efter sidste uges tropiske tordenbyger, der havde farvet den chokoladebrun i flere dage. Den første kilometer var pænt passabel, selv om de slåede stier nu er ved at komme op igen. Den næste kilometer ud til den gamle grænse var noget mere krævende, men på langt den største del var det muligt at følge fluens drift. Den
nederste, nye del er meget svær at fiske med flue på, græsset står mere end mandshøjt, så indtil det visner, vil jeg nok mest færdes med spindestangen her.
Det meget vand i den forløbne uge må have givet anledning til opgang af havørreder, så det er en god tid at komme ud på nu og nok bedst sen aften eller tidlig morgen.

Knæk & bræk, Jan Karnøe

Lørdag den 13 juli 2002, tur til Gels å

Fredag aften var jeg ude for at tilse Kørup Å. Den var meget uklar efter flere dages tordenbyger, så lørdagsturen skulle gå til Gels Å. Jeg ankom til de 7 sving syd for Tiset ved 15-tiden. Åen var høj og noget uklar, men absolut fiskbar. Bredderne bar præg af at være meget lidt befærdet, og pilebuske er ved at komme for godt i vej, så ellers gode stykker må springes over.
Jeg lagde ud med vådflue/nymfer uden at komme i kontakt med noget. Herefter gik jeg en tur opstrøms med spinder, en Mepps 3. Det gav noget mere liv, jeg genudsatte 2 bækørreder a 25 cm og en stalling på godt 30.
Jeg fik mig en snak med et par lokale lystfiskere, som ofte kom ved åen. De fiskede med gode, gammeldags blink nedstrøms. Den ene havde fået 5 havørreder i åen i år, den største på godt 7 kg, så havørreder er der skam, men der skal arbejdes for at få kontakten.
Den lykkedes det mig ikke at skabe mere af med fiskene. Jeg havde rigget til med tørflue, men mod sædvane var der næsten ingen aktivitet i overfladen denne aften.
Naturen er smuk dernede. På den anden side af åen Stenbæk Plantage og på egen bred hedeagtige partier og eng. I to af de store sving med sandskrænter var der masser af spor efter odder. Jeg sætter pris på at komme der som en afveksling fra de hjemlige vande, især her i kanosæsonen.
Ved Gels Å kom der denne dag kun én kano.
Man kan køre ad markvej til svingene. Kør ca. 2 km sydpå fra Tiset (der ligger ca. 3 km syd for Gram). Lige efter Lykkesgård drejes til højre ad en bred grusvej, følg den til den ender efter ca. 1,5 km ved en lille plantage, hvorfra du kan se ned over åen 300 meter væk.

Knæk & bræk, Jan Karnøe

Onsdag den 3 juli 2002, tur til Tolstrup å/Lille Hansted å

Mange bander over sommervejret, især de der gerne ville ligge på stranden og slikke sol. Men åen har rigtig godt af vejret, vandet står højt og er klart, fordi nedbøren kommer stille og konstant. Jeg har ikke kunnet affinde mig med, at der ikke er melding om nystegne havørreder endnu, så en stille, regnfuld hverdagsaften kunne passende tilbringes ved åen i stedet for foran fjernsynet.
Jeg gik opstrøms med en lille spinder fra Egebjerg Sø. Der er nu meget fremkommeligt og fiskbart efter oprydningen. Lidt oppe i engen bed en pæn gedde. Der var virkelig smæk i den, et spring og talrige rusketure i overfladen, men spinderen sad godt fast i spidsen af overkæben, så det hjalp ikke noget, ind kom den - 69 cm og 2,4 kg.
Efter at have genudsat et par aborrer, der var lige det mindste til at kvalificere som filetleverandører, nåede jeg op i sandfanget. På et sted, hvor jeg tog en havørred sidste sommer, kunne jeg mærke små stød i spinderen (typisk regnbue tænkte jeg), og da den nåede ind, var den forfulgt af en større fisk, der vendte og svømmede væk. Alle efterfølgende
bestræbelser var forgæves - den ville ikke mere. Jeg fiskede videre uden andre oplevelser end glæden over roen, den stille regn og fuglenes højlydte glæde over den. Lige før lukketid ville jeg prøve den spottede fisk igen.
Den udviste ingen interesse for en Terminator-wobler, så jeg skiftede til ét af mine ultimative våben: en lille, fræk og dybtgående Nils Master-wobler. Den blev taget i ét af de første kast med stor bestemthed.

Efter et par minutters cirklen på dybt vand, fik jeg den højere op og kunne se, at det drejede sig om en havørred. Jeg er ikke tilhænger af selvskabt dramatik i udtrætningen, så jeg lod den stille og roligt køre sig træt ved korte udløb, som startede, hver gang den nærmede sig mit store, neddykkede net. Til sidste var den aldeles flad, og nettet kunne løftes op om den. 67 cm og 3,3 kg - en hun i flot form med begyndende rognudvikling, farve på gællelågene og ikke helt blank mere. Om den har stået længe i åen, eller om den har tilbragt nogen tid i Nørrestrand, kan man jo kun gisne om.
Under alle omstændigheder: havørrederne er på vej op! Tag ud og få noget for dit kontingent.
På køkkenbordet blev fiskene nærmere undersøgt. Gedden havde en ælling i maven - sentimentalitet ligger ikke til naturen.

Knæk & bræk, Jan Karnøe

Søndag den 30 juni 2002, tur til Kørup å

På parkeringspladsen kl. 16 ved Kørup Bro rullede Svend Damgaard ind bag min bil. Vi delte åen mellem os, han gik nedstrøms, jeg opstrøms. Også her var der rigeligt, men klart vand. Enkelte steder brød en ørred overfladen.
Bestyrelsen har været ude med buskryddere, så bredderne er rimeligt passable i hvert fald en kilometer op- og nedstrøms fra broen på begge sider. Den yderste bevoksning har fået lov at stå af hensyn til insektlivet, og den giver også godt skjul.
Jeg gik opstrøms med en lille spinder, der var lidt langt mellem huggene, men jeg regnede med, at det blev bedre ved aftenstid. I et bagvand ved den anden bred oppe ved starten af kostien sad spinderen pludselig fast - en gedde. I det klare vand kunne jeg se, at den var kroget yderst i overmunden, så snøren gik pænt fri af tandsættet. Den sloges bravt for sig, men kunne til sidst gaffes og aflives. 70 cm og 2,3 kg. Det var ikke forfærdelig længe siden, at den havde leget. Hen over siden havde den en hesteskoformet "billettering" fra en større artsfælle, den var heller ikke just fed.

Da klokken var 20 nåede jeg det store høl med jernrøret. Det var et passende sted at slutte, maven knurrede. Jeg havde haft et par bækørreder over mål oppe, men da jeg har nok i fryseren, blev de genudsat. Ovenover mig lød ustandseligt musvågeskrig - der var en rede i en lille trægruppe ved åen. At dømme efter de få spor ved åbredden, var der langt imellem, at de så mennesker.
På køkkenbordet filletterede jeg gedden til én, der sætter pris på dem. Den stærke duft og smag gør det ikke til min yndlingsspise. I maven havde den en bækørred på 25 cm. Skindet og finnerne var væk, men hovedet helt intakt
endnu. Jeg ringede lige til Svend for at høre, hvordan det var gået ham. Han havde fået en gedde på 70 cm i trægruppen lige nedenfor broen, foruden at han havde genudsat en masse småaborrer og -ørreder. 2 røvere mindre i åen - det
var ikke så dårligt.

Knæk & bræk Jan Karnøe

Lørdag den 29 juni 2002, tur til Gesager å (Kørup å)

Gesager å var målet for denne dags fiskeri. Jeg parkerede ved broen lige vest for Korning og startede opstrøms på vestsiden af åen med en lille spinder. Der var pænt med vand i åen (noget godt er der ved det ustabile sommervejr), og det var pænt klart. Der var ikke mange ringe, men fisk var der nok af. 1½ times fiskeri bragte mig i kontakt med rigtig mange, men kun én nåede lige op på målet. Den slap alligevel med skrækken. Stykket blev for få år siden raseret af en gylleforurening, så det er godt at se, at det er ved at komme på fode. Om et år eller to må der også være basis for, at
de store er mere rigt repræsenteret.
Jeg gik derefter nedstrøms på den anden side af vejen, men nu på østsiden.
En musvåge fløj op fra trægruppen, og hæse skrig oppe fra trætopppene gav grund til at tro, at reden var derinde i tykningen. Nedstrøms fulgte jeg trådhegnet, fordi marken var tæt besat med kreaturer. I dag kunne jeg ikke rejse den store fisk, jeg i foråret havde set i et høl, men ellers gik det slag i slag, men der skal gås forsigtigt. Ørrederne er meget sky, og fra det lave vand får de hurtigt øje på fredsforstyrrere. Mange steder var hegnet langs åen væk, og kreaturerne havde holdt bevoksningen godt nede, så det var ret nemt at færdes. Åmanden havde været der for nylig og havde renset ud i væltede træer, beskåret pile og fjernet vinterens vraggods. Der er ikke meget grøde. Oppe på en skrænt sad en nysgerrig hare og betragtede mig - først da jeg gik videre langs åen, stak den af. Fiskerigdommen er lige så stor her som ovenfor. Nogle gange forfulgte flere ørreder side om side spinderen. Jeg havde genudsat mange og havde 3 bækørreder over mål i tasken, da jeg var ved at være tilbage ved kreaturflokken. Jeg havde ikke betragtet dem nærmere, men pludselig satte den nærmeste kolos i et brøl og satte kurs mod mig. Jeg bryder mig ikke om at diskutere med skabninger, der vejer ½-1 ton mere end jeg selv, så jeg dukkede skyndsomt ned i det høje græs ved bredden og sivede væk. Lidt højere oppe kunne jeg vade over åen og gå op til bilen uden yderligere tiltale.

Knæk og Bræk, Jan Karnøe

Debut tur Grundlovsdag 5 juni 2002 til Gudenåen ved Åle

Min søn Rune og jeg var taget tidligt af sted, og for første gang skulle vi prøve foreningens vand.
Efter en times tid fik sønnen (selvfølgelig) bid. Han er 17 år og ikke helt uerfaren. Fisken blev ikke hængende, men det gav dog blod på tanden.
Da vi af gode grunde ikke kendte stykket, måtte vi prøve os frem. Fluefiskeri var udelukket grundet stærk blæst, og med risiko for at fornærme nogen prøvede vi med "ormebadning".
Det var ikke nogen dum ide. Da vi var begyndt at regne med en nultur, hører jeg et stort plask, og tager hånden om på ryggen for at tage mit net, da Rune har fået bid. Jeg når ikke tre skridt før eder og forbandelser ryger ud over lokalområdet. Fisken (en "bue" på 2 måske 3 kg.) havde bidt, da Rune var ved at tage line ud af vandet for at lave et nyt kast. Hvad har man af muligheder når fisken hugger på halvanden stanglængde?
Linen knækkede ved det første udløb, og det var det.
Da der var faldet lidt ro på, tog vi en time mere og alt i alt havde vi en skøn dag.
Jeg har 2 sønner mere der også fisker, så hvem ved hvor bidt de bliver af det? Udstyret har de i hvert fald.

Nulture kan også være gode. Det handler om at være i naturen med de oplevelser det giver og fisk har vi og vil fange, så en tur uden noget til røgeovnen overlever vi nok.

Søren Busk

Tirsdag den 4 juni 2002, tur til Lille Hansted å

Svend og Jan var en tur ude med buskrydderen for at slå bredder, og på denne dejlige aften kombinerede de det nyttige med det behagelige og fiskede en times tid inden arbejdet. Svend fik denne Gedde på en Mepps nederst i Lille Hansted å. Under fighten blev den fulgt af en Gedde af tilsvarende størrelse.

Jan og Svend

26 maj 2002, tur til Bygholm å

Varmen er kommet, men heldigvis er der iblandet byger. Det har bl.a. vandstanden i åen godt af. Varmen giver dovne fisk midt på dagen, så aftenfiskeriet er bedre. Varmen giver også et righoldigt insektliv.
Majfluerne og andre arter af døgnfluer optræder en masse nu. Bredderne er ved at vokse sig høje, lige nu når de mig til albuerne. De er lette nok at komme frem igennem, og de yder et fortræffeligt skjul for fiskeren.
Denne aften skulle det være opstrøms letspind fra motorvejen til Kørup Bro.
Jeg ankom til parkeringspladsen samtidig med et garvet medlem (med familie), der også skulle til at starte fiskeriet. Han kunne berette, at han havde checket stallingerne i Gudenåen ved Åle uden særligt held, men at han havde set en anden fisker fange en stalling på 49 cm.
Jeg vandrede ned til Robækken for at starte fiskeriet med en Mepp 3. Jeg var kun nået kort, da en 4 kg gedde slog kæberne sammen om spinneren. Jeg trak til, men åbenbart ikke hårdt nok. Et øjeblik efter åbnede den munden, og spinderen røg ud. Det var så anden gang, gedden og jeg hilste på hinanden. Sidst var i april. 50 meter længere opstrøms tog en pæn aborre spinderen, 29 cm og 0,4 kg. Den blev straks udnævnt til middagsforret.
I ét af de dybe strøg kom en større fisk nedefra og snuppede spinderen. Jeg kunne straks se, at det ikke var én af de vante arter. Da jeg fik den ind til bredden viste det sig at være en ca. 2 kilos flire, der åbenbart var rykket op i rovfiskeklassen. Mens jeg fandt fotografiapparatet frem, lod jeg den flakke rundt tæt ved bredden. Den fik følgeskab af magen eller hvad det nu var. Efter fotografering blev den sluppet fri igen.

Tilbage ved den gamle grænse for fiskevandet var jeg igen kommet ind i ørredzonen og havde nogle småbid af bækørreder. På et lige og fladt stykke opstrøms så jeg en kraftig ring. Da spinderen passerede henover stedet blev
angrebet sat ind. Det første udfald kiksede øjensynligt, men et par meter efter blev spinderen taget hårdt. Fisken var ikke større, end at jeg hurtigt kunne kane den ind på "sandstranden", som jeg stod på. Jeg troede ikke mine egne øjne: en havørredhun omkring målet, blank, men radmager og skrammet af nylig leg. Genudsat.
Inden aftenen sluttede genudsatte jeg et par småaborrer og 4 bækørreder. Det var i sandhed en underholdende aften med en usædvanlig variation i arterne.

Knæk & bræk, Jan Karnøe

20 maj 2002, tur til Kørup å

Kørup å fra Kørup Bro til Ndr. Vrønding, 2. pinsedag den 20. maj.
Jeg ville se, om jeg kunne få de større ørreder i tale med en opstrøms fisket let spinder. Det var en varm dag, ca. 22 gr. og med kun let vind.
Vandet var allerede hurtigt på vej nedad og klart. Luftens tørhed gjorde, at insektudviklingen var meget mindre end dagen før. Der var ikke mange ringe på vandet, men bidelysten skulle vise sig stor, selvfølgelig mest hos de små. De store ville nok forfølge spinderen, men var ikke aggressive nok.
De var vel heller ikke just plaget af sult. Først på eftermiddagen blev det lidt sløvt, så jeg tog mig en lille lur på en smuk skråning. Med den værste varme overstået kom der lidt mere gang i tingene, men stadig mest de små, en enkelt over mål var i tasken. På et dybt lige stykke røbede en stor bølge efter spinderen, at noget var under opsejling, men lige som angrebet skulle sættes ind gik spinderen fast i et stykke grøde. Jeg så fisken lige under mine fødder og afskrev den, men da spinderen nærmede sig igen efter et nyt kast, blev den taget med at brag. Den sloges godt, men måtte i nettet. 40 cm og 0,8 kg - en tro kopi af gårsdagens.

Lige før lukketid blev det til endnu én lidt over mål. Så var der tilbage den lange, men smukke travetur til bilen.
Utroligt så hurtigt reagerende Kørup å er for nedbør. I sommerhalvåret et det godt at komme hurtigt efter nedbør.
Bredderne er pænt passable endnu, men de skyder hurtigt i vejret og vil blive slået på udvalgte steder i løbet af sommeren.

Knæk & bræk Jan Karnøe

19 maj 2002 tur til Åle

Det havde regnet hårdt om natten. Græsset var vådt, der var småkoldt og lidt blæst. Vandet var steget kraftigt, lidt uklart og med meget græs flydende. Jeg fiskede lidt nedstrøms uden at se tegn på liv, så jeg besluttede, at det ikke var den rigtige dag til revanche. I stedet tog jeg til Kørup å ved Ndr. Vrønding.

Knæk og Bræk, Jan Karnøe

19 maj 2002, tur til Kørup å

Kørup å ved Ndr. Vrønding, søndag den 19. maj.
Vejret klarede langsomt op, men natteregnens fugt blev siddende i græsset hele dagen. Varmen satte gang i den første store klækning, som jeg har oplevet i år. Jeg har ikke før set så stor artsrigdom af døgnfluer på én dag. Meget store mørke og citrongule, mindre grønlige, hvidlige og gråblå.
Helt små insekter i sværme, der drev over åen som fygesne. Vandnymfer, vårfluer, gødningsfluer og meget mere. Naturens store forårsædegilde var gået i gang. Ørrederne ringede hele dagen. Jeg burde nok have skiftet til tørflue, men det gik faktisk godt med vådflue. Vandet var steget kraftigt, var let blåligt-sløret, breddernes bevoksning var oppe i ½ meter, men grøden i åen først gået i gang med at vokse. De store fisk var tilbageholdende, men en enkelt over mål var gået i tasken og 8 mindre var genudsat, herimellem en umådeligt smuk og stærk regnbue på bare 25 cm, der kæmpede som en meget større fisk. Endelig henimod aften blev endefluen taget med et brag af en fisk der gik i dybet med rolige bevægelser. Fluen blev taget kort efter landingen, da den svingede hen over sammenløbet af to arme af åen. Heldigvis mente ørreden åbenbart, at skulle slaget slås på denne lille plads. Det ville være blevet noget rod, hvis den var løbet
igennem nogle af de smalle løb mellem kertesivene. Det tog tid, før den blev træt. Den sprang et par gange - en flot bækørred. Til sidst gled den i nettet og godt for det. Fluen, en fulddresset Silver Doctor str. 14 sad kun i en trevl i mundvigen. Ørreden var såmænd kun 40 cm og 0,8 kg, men fed, stærk og smuk. En god afslutning på en pinsedag.

Knæk & bræk Jan Karnøe

18 maj 2002 tur til Åle

Nu må stallinger fanges igen, så jeg tog til åen med store forventninger.
Vejret var faktisk pænt, lunt med sol og en ikke for frisk vind. Jeg gik opstrøms til, hvor vores fiskevand starter. Ideen var at fiske nedstrøms med vådflue, for der var ikke nogen aktivitet på overfladen, hverken af insekter eller fisk. Vandet var meget lavt og klart, så på lange stræk var der næppe noget at komme efter. Jeg var nået halvvejs tilbage til broen,
før der kom et hug, et rigtigt stallinghug, kort og pludseligt. Der var dybt vand, og de ville åbenbart have serveringen helt nede ved bunden.
Endnu et hug, men ingen fortsat kontakt. Næsten tilbage ved broen løftede jeg fluerne, netop som en kilofisk havde tænkt sig at smage. Vi så hinanden i øjnene, og så var den væk.
Det blev altså ikke til stallingeventyret, men en smuk dag var det. Første fiskedag i skjorteærmer, omgivet af ænder og bekkasiner og måger.

Knæk og Bræk, Jan Karnøe

9 maj 2002 Hornfisketur

Torsdag den 9 maj drog fire juniorer og fire seniorer til Alrø for at prøve kræfter med Hornfiskene. Det var klart solskin men blæsten var meget kraftig. Det var måske derfor at Hornfiskene ikke ville lege med. Det blev kun til fire stykker (Jan Karnøe tog selvfølgelig den første). Derudover blev der taget to havørreder som dog ikke holdt målet.

Selv om det ikke blev til så mange fisk havde alle en hyggelig dag, hvor det også kunne nydes at Bjørn tøffede rundt i flyderingen for at nå længere ud end juniorerne kunne kaste.
Vi fik også et bevis på at ikke alle "lystfiskere" opfører sig eksemplarisk ved fiskevandet. Billedet viser at nogen ikke engang magtede at tage de hornfisk de havde fanget med hjem men bare efterlod dem på stranden. Juniorerne var enige om at det ikke er sådan man opfører sig !
Dagen blev afsluttet med en gang røde pølser og lidt hygge snak.

Knæk o g Bræk, Hans E. Nielsen

Tirsdag den 7 maj 2002, tur til Tolstrup å

Jeg havde besluttet at jeg ville prøve det så tit omtalte sandfang ved Egebjeg sø, så jeg tog spinner og fluestang med og gik gennem skoven ned til sandfanget. Jeg satte en lilla rooster tail på og i første kast sad den første lille bækørred der.
Det blev til rigtig mange små fisk, ca. 15-20 stykker alle under målet. Så tænkte jeg på at vende næsen hjemad, men jeg ville lige prøve at øve mig lidt med min nyindkøbte fluestang.
Jeg satte derfor en prop med orm på spinnestangen og smed den ud. Bedst som jeg stod og afprøvede min fluestang, hørte jeg at der bare blev taget snøre at mit hjul.
Så jeg smed fluestang fra mig og fik fat i min anden stang, fisken havde nok taget 25-30 meter snøre af hjulet i sit udløb, men efter en intens fight, hvor fisken var inde i samtlige træer på vejen lykkedes det mig at få landet en meget flot regnbue på 2,3 kg og 57 cm.
Så alt i alt må det siges at det var en succes. Der var generelt masser af fisk der viste sig i overfladen, både store og små, men det blev (kun) til den ene flotte fisk den dag, men jeg var også fint tilfreds.

Knæk og Bræk, Kim Klifforth

4 maj 2002 Geddetur til Gammelstrup

Dagen oprandt for geddekonkurrencen ved Gammelstrup, kun 5 medlemmer dukkede op for at deltage. Gedderne havde heller ikke særlig stor lyst til at deltage i festlighederne og glimrede med deres fravær på trods af ihærdige forsøg på at overtale dem til at komme med til festen.
Det lykkedes dog Bjørn at overliste en pæn Bækørred på 36 cm så for hans vedkommende var dagen reddet.

Knæk og Bræk, Hans E. Nielsen

27 april 2002, tur til Bygnolm å

Så var det slut med det stabile vejr. Det havde regnet meget i løbet af den foregående aften og nat, og der blev lovet byger, strid blæst og senere opklaring - rigtigt aprilsvejr. Jeg tog til Kørup bro for at fiske opstrøms med spinder. Som ventet havde åen allerede reageret, den var steget 10-20 cm og var ikke helt klar mere. Begge dele kunne kun være en hjælp for fiskeriet.
Jeg skulle gå langt, før der begyndte at ske noget. Måske var det, fordi stykket lige var blevet fisket igennem af en kollega, som jeg mødte, da han vendte om, måske ville de bare ikke noget på det tidspunkt. Da jeg rundede hjørnet, hvor dalen vider sig ud, gjaldt det om at skrue fiskehatten godt fast, hvis man ville beholde den på. Temperaturen var under 10, og de faste muffedisser i fiskejakkens ærmer kom frem. Smånap og undermålere indtil jeg var kommet godt ovenfor kostien ved bakkerne. I et bagvand under et træ tog en pæn bækørred (38 cm) min Mepp 2. Da jeg afkrogede den, så jeg noget nede i halsen på den. Med peanen fik jeg trukket det op: den nederste halvdel af en frø, resten var fordøjet. Ørreden havde et lille stiksår i nakken, men var ellers helt OK. Hejre, skarv, igle eller lampret? Jeg hælder til det første.

Flere hug og enkelte der sad, usædvanligt dybt kroget. Blæsten krusede vandoverfladen, så det var ikke særligt svært at undgå at blive set. Til gengæld kunne det somme tider være svært at beregne afdriften i kastene.
På et lige, men strømafskærmet stykke lige ovenfor et høl, blev spinderen taget i et snuptag, et plask og et spring. Den store rødlige hale, der var det sidste der forsvandt ned i vandet igen, viste, at det drejede sig om en flot bækørred. Den holdt sig tæt ved, men bestemte ellers selv farten. Det varede længe, før jeg fik den på netafstand. Den var flot proportioneret, bred og dyb. Den havde nøjagtigt samme mål som gårsdagens regnbue: 47 cm og 1,2 kg. Bugen svulmede, og den havde da også fået et stort sidste måltid: en mus med lang hale og ikke mindre end 40 vårfluer i stenhylstre. Så var det også på tide at vende hjemad.

Hvor der var læ, var der døgnfluer (Blue Dun) på vandet, og der blev da også ringet her og der. Svalerne var meget aktive. Vejromslaget havde åbenbart sat gang i forårsæderiet, men kostplanen var usædvanligt varieret. Måske er appetitten større, end hvad naturen endnu kan følge med til af de vante kostemner. Den sidste tids lave temperaturer har ikke været gunstige for opblomstringen af faunaen.
Hejrene tog sig en hjemmedag - det var ikke flyvevejr for konstruktioner baseret på lav vægt og store overflader. Musvågerne kurtiserede i fantastiske "luftkampe".

Knæk & bræk Jan Karnøe

26 april 2002, tur til Bygholm å

Store Bededag ved Bygholm Å.
Åen kan være et lige så godt sted som så mange andre til at forsone sig med sine synder. Jeg parkerede ved en gård en lille kilometer fra åen; det er det nærmeste man kan komme på den kant, jeg havde valgt. Det skulle være vådflue i dag. Jeg riggede til ved bilen med 3 fluer på forfanget. Jeg valgte dem på erfaringen uden at have set åen: en Kingfisher Silver, en grå tangloppe af egen kreation og en Krogsgård 2 yderst, alle i størrelse 12. Jeg vidste, at der var meget lidt vand i åen, og at det ville være klart.
På vej ned til åen i et markskel mødte jeg en halvvild kat, der spurtede forbi mig. En hejre lettede ned ved åen - mistænkelig fyr. Da jeg gik langs tjørnehegnet på vej ned i ådalen, så jeg en bevægelse gennem hegnet og nogle sekunder efter krydsede to rådyr hegnet. Lidt på afstand vendte de sig for at se, hvor jeg gik henad.
Jeg lagde madpakke og en dåseøl i hegnet til senere brug. Vel nede ved åen forsvandt råbukken (det er vel forår) op over kreten på den anden side. Man følte sig efterhånden lidt til besvær i ådalens miniverden.
Jeg gik en god kilometer opstrøms i god afstand fra åen for at starte ved "køkkenmøddingen". De dage er heldigvis forbi, hvor renovation på landet klaredes ved hjælp af en mergelgrav eller åskrænt, men sporene kan ses endnu nogle steder.
Fluerne fik lov at drive nedstrøms. En åbredde mellem 1 og 5 meter, ingen grøde og lavt, klart vand giver sky ørreder, så det gjaldt om at holde sig diskret i baggrunden og på god afstand. Det varede ikke længe, før det første nap var der, og flere fulgte hurtigt efter, men intet ville blive siddende. Stangen var ny og uvant blød, men det var nok mere fiskenes mangel på format og min sendrægtighed, der sikrede, at ingen blev kroget. På et lige stykke drev fluerne i en rende ved egen bred, og endnu et nøk mærkedes, hurtigt tilslag - den sad. Et plask, et spring og 10 meter nedstrøms udløb: en flot regnbue havde taget. Den vendte venligt tilbage til udgangspunktet, mens jeg løsnede fangstnettet fra ryggen, fik det slået ud og prøvede at holde stram line. Ørreden flakkede hid og did mellem bredderne. Da jeg var klar med nettet, så det ud til, at det kunne være lige meget. Linen stod stille et par meter nedstrøms ved egen bred. Var den sat fast? Nej, ørreden tog sig bare et hvil. Da jeg pressede den lidt, stod den meterhøjt til vejrs igen og forsvandt 15 meter ned ad åen. Det planlagte landingssted måtte opgives, ketcheren i hånden og efter den over en grøft. Stram line, pres, nyt spring og endnu en udflugt nedstrøms. Herefter kunne jeg køre den træt ude i strømmen og endelig nette den. Smuk fisk. Intet ydre tegn på gydning eller opvækst i dam, velnæret og med demonstrerede gode kræfter af sine kun 47 cm og 1,2 kg. Den havde tidligt på dagen gjort det til en smuk og mindeværdig dag.

Tilbage ved det udlagte frokostdepot uden yderligere dramatik viste det sig, at katten åbenbart var vendt tilbage. Skarpe kløer havde flænset plastikposen og den ene klemme var halvt fortæret. Det var åbenbart lige i rette tid, jeg kom. Øldåsen var i det mindste urørt, og jeg havde sikkert kun godt af halv madration.
Efter frokost fik jeg flere hug, satte et par små bækørreder ud og mistede en større, inden alt faldt til ro. Skyerne trak op til regn. Jeg gik tilbage mod bilen, noterede mig passerende skarver, ænder og musvåger og hilste på landmanden, der var ved at så. Da jeg satte mig ind i bilen, begyndte det at regne.
Om jeg også fik mig forsonet med synderne? Tjah, mangt og meget bliver sat på plads tankemæssigt sådan en smuk dag ved åen.

Knæk og Bræk, Jan Karnøe

Borre Odde, Store bededag, april 2002

Det var fredag og St. Bededag. Jeg var lidt dvask (t-mænd) og havde mest af alt lyst til at slå tiden ihjel med ingenting. Men min yngste datter på 10 år mente der skulle "ske noget". Så hun foreslog (lokkede), at vi skulle ta' på fisketur vel vidende, at dét nok var eneste chance for at få far kaldt til live.

Hun ville sørge for ALT og gik straks i gang med at smøre mad og hælde saftevand på små plastictermokander. Jeg kæmpede og fik taget mig sammen, fandt min nye fiskestang plus andet fiskegrej frem, som sammen med proviant, små spil og Wendy-blade blev fordelt i to rygsække. Desuden medbragte vi et megafangstnet, billig kikkert, simpelt fotoapparat og to strandstole. Min ældste datter Anna på snart 13 år ville også gerne med på en oplever og en opfrisker! "Det ta'r alt for lang tid". Men bilen blev pakket, polarerne sat på brillen og så af sted.

Ingen vidste hvor vi skulle hen, men da vi passerede Klokkedal faldt valget på Borre Odde. Vi parkerede bilen på "parkeringspladsen" efter kursuscentret, og allerede hér mødte vi den første lystfisker. Han var på vej hjemad, fiskede med flueudstyr og fortalte, at vinden vist var forkert, men at han havde set kraftige trykbølger efter hans flue. Men intet hug. Alligevel: så var der fisk i yderfjorden. Han sagde også, at helt ude på spidsen af Borre Knob var der to biologistuderende, som fiskede med flue og spin.

Nu er mit lokalkendskab til områdets kyststrækninger stærkt begrænset, fx havde jeg kun én gang - to uger tidligere - vovet mig ud på Borre Odde. Men jeg var fortabt over naturen og det fantastiske lys - endda i gråvejr. Og så bliver vandet meget hurtigt dybt og strømfyldt på kryds og tværs, men kun ude på spidsen af odden. En orange bøje ligger ca. 50 meter fra sandbanken og signalerer "dybt vand". Denne første gang sad jeg fuldstændig alene på min billige rygsækstol yderst på den altid foranderlige sandtange og kom til at tænke på Grenen ved Skagen. Jeg mobilede hjem og fortalte hustruen om min nye glædelige opdagelse! Jeg kunne se langt 360° rundt og skrige lige så højt jeg havde lyst til! Og alle de mange fugle, og så var der lige det med mine favoritplanter: hybenroser. Og dem var der MANGE af, sku' jeg lige hilse og sige. Der kan af blomsterbladende bl.a. fremstilles den mest delikate rosengelé. Og så dufter hybenroser i blomst som én i Paradis. "Vi skal snart til at spise!" lød det i den anden ende af mobilos. Ak ja, trædemøllen kalder. Da jeg var hjemme et par timer senere lovede jeg mig selv, at jeg fortjente flere besøg i området.

Fra parkeringspladsen går en udmærket sti oven på et dige. Ved plantagen med nåletræer drejer stien gennem denne, og det går opad og herefter nedad. På toppen er der flot udsigt til begge sider af odden, selvom udsigten beskæres af nogle høje træer. Stien kan følges næsten ud til spidsen af odden, og det er tilladt at cykle og gå. Mine piger og jeg valgte at gå langs stranden og blive blæst omkuld! Den yngste (Ida) havde ikke fået hue og halstørklæde med, og hun havde det hårdt med at slæbe rygsæk og sig selv de to kilometer ud på odden. Men det var HENDE, der foreslog en fisketur…
Da vi var ca. 300 meter fra spidsen, besluttede vi at slå lejr. Tøserne ville spise og drikke saftevand, mens jeg havde travlt med at rigge min nye fiskestang til og vælge blink. Jeg prøvede forskelligt metal, wobler etc., men syntes at mangle det helt rigtige havørredblink.

Jeg hilste på den ene biologistuderende, der holdt en lille kaffepause. Han fortalte, at han og hans kammerat tog en fridag fra studierne. Så de var taget ud til Borre Knob med "det hele". Naturligvis lagde jeg straks mærke til en halv meter sølvskinnende havørred, der lå smukt i græsset i læ bag hybenbuske. Den var flot! Hans kammerat var helt ude i vandet ved den yderste sandtange…Det turde jeg ikke. Der er megen strøm, og et par waders giver højst fem meter ekstra. Det er nødvendigt at bruge waders andre steder langs odden (østsiden), da der er meget lavvandet med flere store muslingebanker. Måske en varm sommernat og The Shrimp for enden af fluelinen eller et bobleflåd?

Vi snakkede en del - ham og jeg - bl.a. om det nye omløbsstryg ved Bygholm sø. Jeg gik hen til mine piger og foreslog, at hvis de flyttede "lejren" længere ud mod sandbanken, kunne de se en ægte havørred! Og ikke en regn-burfisk, der var undsluppet indespærringen fra et af de alt for mange fiskebure i Hjarnøsund og omegn. Vi pakkede ned og vappede de 200 meter ud mod spidsen og genoprettede "lejren".

Pigerne var meget spændte og turde næsten ikke nærme sig den blanke og smukke fisk På dét tidspunkt var begge de biologistuderende i færd med at svinge LOOP'erne. Jeg svang 9,3# fiskestangen og fandt ud af, at jeg kunne kaste længere - også i modvind - end med den 8# jeg plejer at bruge. Denne otter er for øvrigt en 2-15 gr. letspin og særdeles anvendelig. Jeg vandt denne D.A.M. stang for mange år siden i amerikansk lotteri i H.O.S. Den "forsvandt" engang på en foreningstur til Kongeåen, men blev "fundet" igen. Er der medlemmer af H.O.S., der kan huske dèn tur?

Jeg var ved at opgive ævred, da de to fluefiskere gik i land. De havde besvær med bagkastene, da det blæste meget. Senere så jeg den ene af dem sætte et lille blink for enden af nylonen. Han brugte et multiplikatorhjul! Og pludselig råbte og skreg han på sin kammerat. Fast fisk! Han fik dog hurtigt bragt fisken i land. Det var en lille havørred, som vist havde slugt det lille blink i én mundfuld. Det lille vidunder (holdende i live i saltvand) blev med megen besvær fravristet sin aftensmad og nænsomt genudsat. Til efteråret holder den målet og skal passe på…

Jeg havde på det tidspunkt skiftet taktik! Ham med "undermåleren" fortalte, at der havde været en hornfisk efter hans flue. "På tide", tænkte jeg. Og da jeg næsten altid har sild til fisketure i fryseren (fanget i Horsens havn), havde jeg husket at medbringe en lille pose med små, hele brislinger/sild. Der var 8 brislinger med sav på bugen og en enkelt sild på ca. 7 cm. Dén satte jeg på en trekrog og monterede et hjemmelavet flåd fremstillet af en korkprop med en rød nytårsraketplastikspids i hver ende! Der er lidt bly i den ene ende af flåddet, og så har jeg ellers brugt limpistolen. Flåddet er grimt, men det virker!

"Når sandheden skal frem" så mente jeg, at jeg havde haft kontakt med fisk i et par sekunder. Jeg fiskede med et gammelt Toby 18 gr.. Overmalet/lakeret og rustent var det, men alligevel havde det en nærmest magisk tiltrækning på sultne rovørreder. Trekrogen var dog rusten og sløv, så den mulige fisk blev ikke hængende for enden af linen. Toby har altid været mit favoritblink til havørreder. Gerne i de lette vægte og helst i messingfarve. Saltvand og ferskvand - havørreder og gedder. Jeg fortalte det med hugget til de to sympatiske biologistuderende, men det lod til, at de ikke rigtigt troede på mig?

Pludselig, mens flåd og sild vuggede hen over selv samme sted, hvor jeg tidligere mente at have haft fiskekontakt, begyndte flåddet at opføre sig mærkeligt. Jeg tænkte, at det nok var en hornfisk. Men de vil jo gerne lave akrobatik? Og denne gang var der ingen spring og dans. Til gengæld begyndte flåddet at "vandre" ca. 20 meter modstøms. Jeg strammede bremsen på hjulet, og gav et modhug. Fisken begyndte først at lave ballade fem meter fra strandkanten, men jeg fik den hurtigt hevet tre meter op på sandstranden. En kraftigt plettet havørred lå og rullede i sandet og blev snart helt gråtonet.

Efter aflivningen blev ørreden skyllet i det salte vand, og vi kunne nu beundre vidunderet. Heldigvis havde vi jo "Leica'en" med, så vi kunne få nogle farverige minder med os hjem.

Det var blevet sent, og det regnede og blæste. Vi besluttede os for at vende næserne hjemad. Ida bar fisken, der var "pakket" ind i to lyserøde affaldsposer. Fisken var lige ved at smutte fra hende et par gange. Vi var alle glade og trætte. Sådan skal det være!

Da vi kom hjem, måtte vi have lidt at spise, inden vi ville kigge nærmere på ørreden, der lå i køkkenvasken. Fisken målte 52 cm. og vejede på den elektroniske køkkenvægt 1,783 kg. Anna og jeg studerede maveindholdet. Det var en ung dame, der havde startet på nye bukser. Vi fandt 5 modne æg, så mon hun har været en tur i ferskvand for at gyde? På menukortet havde der bl.a. stået mange børsteorm, fiskeyngel, hundestejle, små krabber og rejer. Fisken kom i fryseren, og blev om mandagen overgivet til en kollega, som ELSKER fisk. Hun havde vist ikke prøvet at sætte tænderne i en ægte dansk havørred, men nu havde jeg jo ofte "pralet" af alle de hornfisk osv. som jeg altid fangede, og jeg havde jo sagt …

----

Jeg har senere været ude et par gange på Borre Odde. Den ene gang alene - frygteligt blæsende, regnende og klamkoldt. Mine fingre var iskolde og jeg havde svært ved at se, da mine briller var våde. Men det var en god tur alligevel. Jeg var så igen derude forleden med Anna. Jeg fangede et par hornfisk på Sølvpilen. Jeg snakkede ved dén lejlighed med en "ung mand" på min egen alder. Han havde taget en knægt med, der kunne trænge til at komme på et juniorkursus i simpel kasteteknik. Den ældre var ihærdig og dygtig og fangede en flot hornfisk på Toby. Og så tog de begge hjem efter rensning af fisken.

Selskabet yderst på sandtangen var, i det fine og smukke blæsevejr, blevet udvidet med to personer mere. Far og søn fra Tyskland? De havde taget turen langs stranden på østsiden af odden og ud til spidsen. De startede med at fiske ved stranden v. Glud Håb, dér hvor diget starter på odden. Her er mange ruser (ål?). De to tyskere havde åbenbart set lystfiskere vandre ud mod oddespidsen, og har muligvis tænkt, at "de lokale" var gode vejvisere. Faderen fiskede med et lyserødt bobleflåd og et besynderligt underhæng. Men han fangede en hornfisk på sildestrimmel! Respekt…

Jeg har undret mig over hvordan vore sydlige naboer (og andre) kan finde frem til fiskesteder, som selv flertallet af lokalbefolkningen (fx Horsens og omegn) ikke ved eksisterer. Nå, men det kan også være fordi nogle er mere ihærdige (stædige) end andre??

Slut for denne gang!

Med venlig hilsen

Bent-Ole Ludvigsen, e-mail: thilu@post.tele.dk

Fredag den 18 april 2002, tur til Tolstrup å

En fridag med start fra morgenstunden ved Tolstrup å. Jeg gik opstrøms fra P-pladsen ved Egebjerg sø med en let spinder. Et par småhug resulterede ikke i større begivenheder. Ved sandfanget kunne jeg se en pædagog med 2 kommende fiskere. Jeg skiftede til en lille, dybtgående wobler.
Efter få kast blev den taget i overfladen umiddelbart efter landingen. Det var en god fisk, der smed rundt med vandet. Pædagogen og børnehavebørnene styrtede til. Fisken lod sig ret let køre ind på tæt hold, hvor det blev synligt, at det var en blank havørred. Efter lidt strejfen rundt begyndte den at vise træthedstegn, så håbet om, at der var tale om en overspringer, måtte opgives. Med de få kræfter var det tydeligt, at det var en nedgænger, der havde forladt legedragten. Jeg var glad for, at jeg havde investeret i et stort net beregnet på nedgængere, og den gled nydeligt ned i det. På land var der mere spræl i den, men efter hurtig afkrogning og måling (73 cm) blev den genudsat. Den blev liggende tæt ved bredden, men jeg nåede ikke at fotografere den, før den var væk igen. Det var den største havørred, jeg indtil nu har fanget. Jeg skyder på, at den vejede mellem 3 og 4 kg, men i fuldt vigør skulle den nok veje ca. 5. Håber vi ses igen. Jeg selv og et par børnehavebørn fik en oplevelse, og det er jo dybest set oplevelser, fiskeriet drejer sig om.

Knæk & bræk, Jan Karnøe

Lørdag den 13 april 2002, tur til Hansted å

Jeg gik opstrøms med spinner fra St. Hansted å til jeg igen mødte landevejen. Det var ganske vist tørt, men det var koldt med en østlig vind.
Det var én af de dage, hvor fiskene slet intet ville. Det lykkedes mig ikke at få et eneste hug, uanset hvad jeg satte på, uanset hvor langt jeg
kastede, og uanset hvor meget jeg krøb og kravlede. Vi har som fiskere sikkert godt af en gang imellem at blive mindet om, at træerne ikke gror
ind i himlen, og at naturen har sin egen gang.
Da jeg stod og fiskede i et høl, kom en indflyvende isfugl, der hurtigt forsvandt, da den så mig. Den var på vej til at lande i redehullet i brinken overfor, hvor den også boede sidste år.

Knæk & bræk, Jan Karnøe

Fredag den 12 april 2002, tur til Tolstrup å

Det lykkedes at komme ud til åen kl. 16 - fredag er ikke arbejdsmæssigt, hvad den har været. Jeg parkerede ved Egebjerg Sø og gik opstrøms med en lille spinner. Der er meget lidt vand i åen efter 3 uger uden nedbør, og vandet er ret klart, dog med let skum (i anledning af højsæsonen for
gyllespredning formodentligt) og pollen på overfladen. Det første stykke ovenfor søen er noget rodet af væltede træer og drivtømmer - bestyrelsen pønser på en oprydning ved passende lejlighed. Det er sjældent lykkedes mig at lokke fisk til noget her, men denne gang lykkedes det. Da spinneren kom ud af et sving fulgte en ørred efter uden at tage. I næste kast blev spinneren taget af en sværvægter, en stor regnbueørred. Der var ikke meget kraft i den, den var tyk af rogn og havde svampeangreb på snude og hale.
Jeg afkrogede den i vandet og lod naturen afgøre dens videre skæbne. Da jeg fiskede i sandfanget, fangedes blikket af bevægelser ude på engen ovenfor. 4 rådyr havde formodentligt krydset åen og var nu på vej op i skoven. Når man går stille, kan man være heldig at se vildtet, inden man selv bliver set, og står man så ganske stille, bliver det ikke skræmt.
Ovenfor sandfanget lod et par mindre bækørreder sig friste, men det krævede lange kast og forsigtig færdsel på grund af det lave, klare vand uden skjulesteder, her inden grøden vokser op. Tilbage i sandfanget prøvede jeg en Abu Hi-Lo wobler. Skeen er justerbar, så wobleren kan bringes til at gå helt dybt. I 5. kast blev den taget midtstrøms af en grønlænder (en ikke-gydemoden havørred) på 42 cm - en utroligt smuk lille fisk.

Knæk & bræk, Jan Karnøe

7 april 2002, tur til Kørup å

Jeg lagde ud ved Kørup Bro for at fiske nedstrøms med wobler. Bjarne havde været opstrøms med flue, men havde ikke rigtigt haft kontakt med noget.
Nattefrosten er vendt tilbage, og der er ikke meget aktivitet endnu under vandet. Vandet er ekstremt lavt og klart, så fiskene er yderst sky.
Jeg fik hurtigt et par hug og genudsatte en overraskende velnæret bækørred på 30 cm. Hele vejen ned til det nye stykke indskrænkede underholdningen m.h.t. fisk sig til et par ubestemmelige hug. Da vandet blev dybere, skiftede jeg til en dybtgående orange og grøn Nils Master wobler. Den blev snuppet lige midt i åen i en indsnævring. En blank havørred på et par kg gik fredeligt med opstrøms og gav mig fred til at slå nettet ud. Jeg var lige klar igen og havde fisken midt i åen på ca. 5 meter line. Pludselig tog pokker ved den. Et meterhøjt spring og en landing der fortsatte i vild rusken fra side til side, så var den wobler hægtet af. Kurt havde lørdag aften mistet en tilsvarende fisk på samme måde, men det er der jo ikke så meget trøst i.
Efter en sen frokost fiskede jeg lidt opstrøms fra broen med spinder, men dagen havde ikke flere dramatiske oplevelser at byde på.

Knæk & bræk, Jan Karnøe

30 marts 2002, tur til Kørup å

Der var tid til et par timers fiskeri, så jeg tog til Korning for at fiske nedstrøms med vådflue. På det første stykke var en far med 2 drenge i gang
med spindefiskeri. Godt at se, at kontingentet bliver omsat i aktivitet. De havde haft kontakt med nogle undermålere, men det var øjensynligt heller ikke en let opgave. Der var helt lavvandet, det var klart vand uden grøde, så fisken kunne se én på lang afstand. Og det blev også vanskeligt med flue. Jeg så flere flygtende ørreder, og fik kun kontakt med to. De tog begge fluen, når den forsvandt om et sving, dvs. at de ikke kunne se mig.
Der var en frisk vind, der ikke inviterede til lange kast ved en smal å omgivet af træet og høje ris fra året før. I det næstsidste høl gik en bækørred så ivrigt til en Blue Dun fra vinterens fluebinderkursus, at den blev kroget ved gællerne, godt at den var over mål.
Tilbageturen foregik under akkompagnement af musvågeskrig. Der må være gået forår i dem, for det kan da vist ikke være godt for jagten.

Knæk & bræk, Jan Karnøe

Langfredag 29 marts 2002, tur til Kørup å

Vandet er nu sunket meget og er helt klart, så jeg startede helt nede ved motorvejen for at fiske opstrøms med spinder. Jeg rejste hurtigt en større fisk, der dog blot ville støde til spinderen. Der skete i øvrigt ikke meget, før jeg var tilbage ved Kørup bro. Fisken står dybt og er svær at engagere i, hvad der foregår. Et godt stykke ovenfor broen var der et opslag midt i åen - det første og eneste, jeg har set i et par uger. En pæn fisk tog Mepps'en, da den kom henover, og en flot fight kunne starte. Det var en fuldstændig blank havørred på knap 2 kg. Efter 5 minutter fik jeg den i nettet uden større dramatik. Det var en grønlænder, jeg fik skæl på hænderne, da jeg tog den ud af nettet og befriede den for krogen. Den var noget slank dog uden at være mager, så jeg syntes, at den skulle ud igen.
Et hurtigt billede og tilbage i åen.

På vej nedstrøms skulle jeg lige afprøve ét af favoritstederne under et træ. Jeg lod en wobler flyde forbi, og trak den langsomt tilbage. Det gav et par lette, men umiskendelige stød i den. Da jeg havde gentaget proceduren et par gange, bøje stangen sammen, og op i overfladen kom en pæn ørred i 1½ kg klassen. Desværre forsvandt den straks igen. De små woblere er gode til at lokke, men dårlige til at holde fast med de små kroggab.
Det var da en flot dag. Der var kun en enkelt bækørred lige over mål med hjem, men kontakt med 3 store ørreder på én dag er usædvanligt ihvertfald for mig. Er der en tendens til, at de mistede fisk huskes bedst?

Knæk & bræk, Jan Karnøe

17 marts 2002, tur til Kørup å

Søndag den 17. marts travede jeg adskillige kilometer af Neder Vrønding-stykket af med flue. På det øverste stykke var jeg at dømme efter
manglen på spor på bredderne første mand i denne sæson. Det lovede forårsvejr udeblev. Det var smådiset med en kold østenvind. Fiskehatten er p.t. udskiftet med en ulden strikket hue. Efter at have prøvet diverse rørfluer, der måske var lige voldsomme nok, gik jeg med en vægtbelastet
Matuka-streamer. Jeg skulle gå langt, før der skete noget. På et lige, men dybt stykke begyndte hjulet lige pludselig at hvæse, men desværre kun kort, så var fisken væk uden at have vist sig. Lidt længere fremme tog en fisk fluen under et træ ved et bækudløb. Efter en flot kamp kunne jeg lande en grønlænder lige over mål. Den var umådeligt smuk med kridhvid bug med lyse finner og sider i poleret sølv med et blålilla skær.
Der var ikke mere, der ville noget. På turen tilbage til bilen tog jeg kostien langs markerne. Ved et hegn stod en stor rå pludselig i silhuet mod
himmelen. Jeg stod stille, men lidt efter krydsede den hegnet og kom ud på den anden side i følge med endnu en rå og en buk. De forsvandt over kreten, men standsede så og stod og kikkede tilbage mod fredsforstyrreren med kun hovederne synlige.

Knæk & bræk, Jan Karnøe

16 marts 2002, tur til Kørup å

Lørdag den 16. marts var jeg med juniorafdelingen ved åen fra 9.30-15.30, hvilket er længe at fiske i kold vind med ca. 3 graders varme, når fiskene tillige er trevne. Min kompliment for at ingen skulle tidligere hjem, og at der blev fisket alvorligt hele tiden.
Vandet er nu i en højde, der er normal for årstiden. Det er også temmelig klart. På udhængende træer hænger visne siv og græs i ca. 1 meters højde over vandet som højvandsmærker.
Der er fisk nok i åen, men der er langt imellem de ivrige af slagsen. Denne dag lykkedes det mig at finde en enkelt bækørred på 37 cm i god form. Den tog en dobbeltkroget Våd Høne. Der skal gøres noget for at få agnen ned mod bunden, hvor fisken står, og hvorfra den nødigt bevæger sig.
Resten af selskabet fik på orm og spinder kontakt med undermålere og en bækørred på 38, men dens foderstand gav den en billet tilbage til åen. En enkelt større fisk hilste kortvarigt på en wobler.

Knæk & bræk, Jan Karnøe

10 marts 2002, tur til Kørup å

Kl. 9 kom jeg ud til åen på en lys, men blæsende forårsagtig dag. Vandet var sunket godt, og åen var tilbage i sit leje, der dog var fyldt godt op, men nu kan man dog bevæge sig langs bredden.
Der var allerede to medlemmer i aktion nedstrøms, men den vej gik jeg nu også for at komme lidt i læ for blæsten. Jeg fiskede med en Mickey Finn rørflue med metalhoved for dog at komme lidt ned i den stride strøm. I et bagvand i et sving bed en ivrig bækørred. Den var meget blank, i pæn foderstand og livlig, men med 33 cm fik den lov at vokse sig større. Lidt længere nede kom en 1-kilos fisk op i et hastigt, men forgæves udfald mod fluen samtidig med, at en haglbyge brød løs.
Mere underholdning i form af fisk blev det så ikke til for mit vedkommende. Jeg indhentede mine to kolleger. Den ene havde haft en ca. 60 cm fisk på i nogle sekunder. Det samme havde Kurt, som jeg senere mødte.
Jeg fiskede helt i bund, dvs. også på det nye stykke på nordsiden. Det er meget smukt, med dybe høller og mange sving samt i læ for vestenvinden. Tæt ved slutningen ved Robækken lå de meget sørgelige rester af et rådyr: rygrad med ribben og et bagben. Rundt omkring lå totter af skindet. En ræv havde markeret sit domæne, men den første dræber var nok en strejfende hund. Kurt bad ved generalforsamlingen om en melding, hvis der blev set strejfende hunde ved åen. Kurt bor Stampemøllevej 20 og har telefon 75653037.

Med lidt mildning og mindre nedbør skal åen nok blive fin til påsken.

Knæk & bræk, Jan Karnøe

Lørdag den 9 marts 2002, tur til Tolstrup å

En uge med stærkt skiftende vejr, til tider forårsagtigt lunt og lyst, men til andre med regnen piskende ned. Jeg håbede, at summen alligevel var
mindre vandstand og drog mod Tolstrup Å, da indkøbene var overstået. På Skanderborgvej syntes situationen ikke meget bedre end 1. marts. Måske var vandet dog lidt lavere og klarere, men jeg tænkte, at det måtte være bedre højere oppe. På p-pladsen ved Egebjerg Sø trillede jeg ind, netop som Svend var på vej hjem. Vi fik lige en sludder inden. Der havde ikke været noget.
Jeg fiskede opstrøms til sandfanget uden at mærke noget. Først helt øverst i sandfanget sporedes et par nøk i spinderen, en DAM str. 4. I 2. kast derefter bed en stærk fisk et par meter fra mine fødder. Det varede noget, inden jeg fik den at se. Den tog så bestemte udløb, at jeg satte den til en pæn størrelse. Da den blev mere tam, så jeg, at det var en ret blank regnbue på ca. 2 kg, og det var noget under, hvad jeg først havde sat den til. Jeg skulle også igennem fumlerier med nettet, inden det blev klart.
Omsider skred den i sikker havn i maskerne. Det var en hun på 2,2 kg og 58 cm med højst 1/4 tilbage af rognen, men ellers uden gydepræg. Den havde tydeligvis startet tilværelsen i et dambrug, men kun den øverste cm af halefinnen manglede og var fuldstændigt helet i kanten. Maven var tom, men dog med bittesmå sorte fnug.

I engen stod midt i det nedlagte og visne græs en stor klump vintergækker i blomst, og i skovbunden langs sandfanget skød overalt ramsløg op. De ligner liljekonvaller, men om en måned vil de dække det hele og udsende en stærk lugt af løg i stedet for liljekonvallens diskrete, parfumerede duft.
Jeg lagde hjemturen over Kørup Bro for at skønne morgendagens muligheder. Ålejet er fyldt ud, træerne står ude i vandet, men vandet er klarere end 1. marts, og engene ser passable ud nu, om end med pytter og småsøer.

Knæk og bræk Jan Karnøe

1 marts 2002, tur til Tolstrup å

Det viste sig, at Hanses ide med at starte fiskesæsonen 2002 med et fælles morgenbord i klublokalet faldt i god jord. Der var åbent fra 7.00 til 9.00. I alt kom vel ca. 25, men ikke alle helt fra start. Forholdene ved åen var heller ikke sådan, at folk blev lokket tidligt ud af sengen: oversvømmede enge, ca. en meter over sommervandstand, uklart og vildt fossende vand.
Alligevel fornemmedes forår i luften. Der var et smukt lys, og der var da også ca. 5 graders varme, men dog sne, hvor solen ikke kunne trænge sig ind.
Efter morgenmaden spredtes selskabet. Nogle opgav helt åen og tog til kysten i stedet. Kørup Å var umulig at fiske i, så resten spredtes ved Tolstrup Å. Jeg selv tog til sandfanget ovenfor Egebjerg Sø i forventning om, at der var lidt roligere vand der end andre steder. Det eneste jeg selv så var en regnbue på 2-3 kg, der lå ca. 10 m inde på land. Den havde åbenbart været inde på det oversvømmede fladvand og havde ikke kunnet finde ud, da vandet sank. Det havde altså trods alt stået højere end på premieredagen. Jeg prøvede lidt ovenfor, og da jeg kom tilbage kunne et nyankommet medlem berette, at en 2-3 kg ørred var stukket af, mens han fumlede med nettet inden landing. Den havde udnyttet et øjebliks løs line efter at have været fristet af en ambulancefarvet wobler.
Senere traf jeg Willy nede på broen på Skanderborgvej. Han fortalte, at han havde haft en pæn fisk på fluen et stykke nedstrøms, men den havde sprængt forfanget og var stukket af.

Knæk & bræk Jan Karnøe

Premiere 1 marts 2002

For første gang startede premieren ved vores fiskevand med morgenkaffe i klublokalet. og det var dejligt at se at så mange (25) benyttede sig af lejligheden til at få et par hyggelige timer inden det gik løs ved fiskevandet.

Premieren kom allermest til at ligne tegneserien 'find Holger' her omdøbt til find åen. Åen var svulmet op til floder på 2-300 meter i bredden og med en vandstand på mellem 1 og 1,3 meter over dagligt vande, så det var ikke de bedste forhold der mødte medlemmerne. Det var dog muligt på en strækning på et par kilometer af Lille Hansted å at finde åen og færdes nogenlunde tørskoet, så der var stort pres på dette stykke.
Det var det tunge grej der skulle tages i anvendelse for at få agnen ned til bunden, jeg mødte flere der gik med op til 40 g bly for at få ormen ned. Min egen synke 4 flueline virkede nærmest intermediate i den kraftige strøm, den var ikke meget for at komme ned. Der var dog flere der i løbet af formiddagen havde kontakt med fisk, men jeg har ikke hørt at der er kommet nogen på land.

Alt i alt blev det en udmærket dag med masser af fiskere ved åen og alle var glade for nu igen at komme i gang efter en lang vinterpause, selv om forholdene var lidt kaotiske.

Knæk og Bræk i den nye sæson, Hans E. Nielsen