I det andet århundrede e.Kr. skrev Claudius Aeliannus fra Makedonien i bogen De Animalium (Dyrenes Historie):

 ”Mellem Beroea og Tessalonika er der en flod der hedder Astraeus, med fisk som har pletter på huden. Fisken æder en flue, der kun findes i det land … Fiskerne bruger ikke selv fluen som madding, for hvis man rører dem, taber de farven og vingerne forkrøbler og fiskene vil ikke tage dem … De binder rødbrun uld om en krog og to rødbrune fjer, som gror under en hanes kam og som er bivoksfarvede”.

Dette er verdens første beskrivelse af et fluemønster og af fluefiskeri. Godt tusind år senere i 1496, udgav Wynkyn de Vorde den første egentlige bog om lystfiskeri Treatyse of Fysshynge wyth an Angle (Lærebog i Lystfiskeri). I bogen præsenteres der tolv fluemønstre, som alle kan henføres til hver sit naturlige insekt. I 1624 kom Juan de Bergara’s bog El Manuscripto de Astorga. Det var ”en bog om at binde og klæde fjer til at fiske ørred med”.

Fluefiskeri var heller ikke et ukendt begreb for vikingerne. I et skjaldevers skrevet omkring år 1000 lyder det således:

Aldrig en vild fugl
som flyver ud af din mund,
tager jeg imod - selv om du sender
smagsprøve på Odinsmjødet.
Der slog dit fiskeri fejl,
jeg gaber ikke for din flue!

De første beskrivelse af fluefiskeri i Danmark stammer fra midten af 1800 tallet. Søren Dahl der var fiskemester beretter i sin bog Den Fuldkomne Fiskefanger fra 1856, om fiskeri med levende fluer anvendt som madding. Søren Dahl nævner 6 forskellige fluer: Stenfluen, Engfluen, Vandringsfluen, Myrefluen, Majfluen og Den Sorte Flue. Søren Dahl skriver blandt andet:

”Med disse fluer kan man fiske på to forskellige måder, enten på vandets overflade eller lidt under samme; dog må man anbefale at lade fisk i stillestående vand selv trække maddingen ned, da de i dette tilfælde begærligt vil forfølge samme.”

Opdagelsen og udviklingen af tørfluefiskeriet havde betydet en mindre reform inden for fluefiskeri og fluebinding. Fluerne skulle nu for alvor efterligne og fiskes nøjagtig, som de insekter der drev på overfladen. En af pionererne var Frederic Halford. Halford klassificerede og kopierede de insekter der fandtes i de engelske kalkstrømme. Tekniske problemer skulle løses. Specielle stænger, liner og fluer blev fremelsket og afprøvet. Halford skrev i 1886 bogen: Floating Flies and How To Dress Them. Siden fulgte fem andre bøger om emnet, og det anses at være Halford, som har udviklet tørfluefiskeriet til det, vi kender i dag.

De første laksefluer, stammer fra 1400 og 1500 tallet var enkle fluer, ofte spartansk bundet af forhåndenværende materiale uden stærke farver, bestående af få og enkle komponenter. Det var de samme fluemønstre, som blev brugt både til ørred og laksefiskeri og egentlig var de første laksefluer blot ørredfluer bundet på kraftigere kroge.

Det var først i 1600 tallet man begyndte at anvende eksotiske materialer til fluebindingen. Richard Frank, lavede i 1658 en fortegnelse over materiale som blev anvendt til laksefluer og han nævner, at der blev anvendt fjer fra blandt andet: papegøje, påfugl, mackaw, og indian flush. En anden englænder nemlig James Chetham skrev i 1681, at laksen fandt glæde i de mest prangende og orientalske materialer, som man kunne vælge til en lakseflue.

Først i 1800 tallet havde laksefluerne gennemgået en udvikling, der gjorde dem til specielle fluer kun beregnet til laksefluefiskeri. Laksefluerne var blevet lysere, mere farverige og indeholdt materialer fra eksotiske fugle og dyr fra de fjerneste egne af jorden. Samtidig var fluemønsteret blevet standardiseret. Fluen skulle indeholde komponenterne: hale, butt, ribbing, veiling, tip, hackle, vinge topping, horns, og cheek. De victorianske laksefluer skulle helst overgå hinanden i at indeholde flest mulige usædvanlige og sjældne fjer. Fluebinderiet var blevet et kunsthåndværk og fluerne kunststykker. En af de mest kendte victorianske laksefluer Jock Scott, som efter sigende skulle være bundet i år 1845 om bord på en damper på vej fra England til Norge, indeholdt oprindelig f.eks. ikke mindre end 42 forskellige materialer.

En af de første som stillede sig kritisk overfor den victorianske fluebindingstradition var Alfred Henry Chaytor, som i Letters to a Salmon Fishers Son i 1910 betegnede alene fluernes navne som latterlige. Og at der fandtes et utal af mønstre og variationer af mønstre, mente forfatteren var bevis på, at fiskeren var ligeså enfoldig og let at narre som fisken.

Danskernes eget fluefiskeri var i international sammenhæng et ubeskrevet blad, indtil kunstmaleren og forfatteren Svend Saabye i 1958 skrev bogen Om Fluefiskeri Efter Ørred og Stalling. Svend Saabyes viden var for en stor del selverhvervet. Gennem lang tid havde han nemlig foretaget studier af insekter og fisk, det blev starten på en bred og populær udbredelse af sporten i Danmark. Som fluefisker, forfatter og kunstmaler, har Svend Saabye for længst opnået verdensry.

En dag fik Svend Saabye besøg af en ung dyrlæge, der ville lære noget om fluefiskeri. Dyrlægen hed Preben Torp Jacobsen, og han skrev i 1967 bogen Tørfluefiskeri. Også han har opnået international anerkendelse, for sin viden omkring og forskning i fluefiskeri. Og begge har tilført fluefiskeriet nye ideer og næring.