I juli stunder højsæsonen ved Jyllands åløb til. Laksens fætter, havørreden, har da vendt de store vidder ryggen og er gået op i åerne. I de stride ferske strømme spænder den i overmod sine stærke muskler til kåde, meterhøje spring - en letsindighed der er yderst farlig for den eftertragtede fisk. For det store plask, når havørreden atter havner i sit domæne, de bølgende ringe, der breder sig på åens overflade, når den selv forsvinder i dybet, kommer langt videre end til de skrigende Viber og åbreddens spraglede blomsterpragt.
Lystfiskeren på sin rekognoscering, bonden, der flytter sine dyr i engen, de hører det og ved, hvad det betyder: Havørreden er kommet. Og denne melding rapporteres ikke forgæves. Sportsfiskerne strømmer til med de spinkle, smidige stænger og med deres store udvalg af kunstfærdigt forarbejdede fluer, der skal lokke havørrederne frem fra deres skjul - og også meget ofte gør det. For der er den store forskel på fætrene, at medens der er mange, mange mil mellem laksene, så er der ikke engang kilometre mellem havørrederne, som ydermere er gæster i langt flere danske åløb end sin store slægtning.
Men der er to danske åer, som havørreden foretrækker frem for alle øvrige. De to åer med udløb i Limfjorden, henholdsvis Karup og Lindenborg A, udøver en ganske særlig tiltrækningskraft på havørrederne, som hvert år i hundredvis har opgang her. Man har erfaring for, at de første havørreder dukker op omkring Sct. Hans, dog kommer ikke før omkring midten af juli måned det store træk og dermed også invasionen af sportsfiskere.
Det er enhver ægte sportsfiskers store drøm at opleve en dag ved et af disse to herlige jydske vandløb og helst som fluefisker. Denne form for fiskeri er den fornemste, man har, men det er også en kunst der kræver megen træning.
Der hører stor indsigt og også håndelag til at kaste fluen, både så den falder naturligt og netop der, hvor man har set den store havørred stå. Og får man fisk på de spinkle grejer, bydes der på virkelig spændende kamp, inden den kan bjærges.
Medens Lindenborg å er så godt som lukket vand, er Karup å derimod tilgængelig, når man løser fiskekort a' 40,- kr. pr. dag eller 120,-- kr. pr. uge - (priser er ikke aktuelle, red.) og at sportsfiskerne ikke lader det blive ved drømmen alene, vidner den rift, der - fra denne måned og sæsonen ud - er om pladserne på Hagebro Kro, sportsfiskernes højborg, som ligger højt oppe ad Karup åen, hvor Viborg - Holstebro landevejen passerer denne - et af de steder, der regnes for de særlig gode i åen, og hvor der hvert år fanges mange flotte fisk.
Der er også alt optaget, da vi i den årle morgen ankommer til Hagebro Kro for at være med i forsøget på at fravriste Karup Åen dens dejlige bytte. Mindst en halv snes af landets egne er repræsenteret i den nyopførte, tip - top moderne kro, som en ublid skæbne 3 gange har ladet nedbrænde til grunden. Og mange dialekter er indblandet i diskussionen ved morgenbordet, om man skal neden eller ovenfor broen. De tre foregangsmænd på sportsfiskeriets område ved Karup Åen: Kasserer i Dansk Sportsfiskerforbund, Elektricitetsværksbestyrer Høegh Petersen, Prokurist Peter Dahl, der er formand for Skive Lystfiskeriforening, og forretningsfører Carl Albeck, har dog for længst besluttet, at vi skal ovenfor. I den dejlige morgen tager vi op til Wormstrup svingene, hvor lyngbakkerne hist og her går helt ned til den brusende å, men de fleste steder har givet plads for et smalt, grønt engtæppe, bag hvilket de hæver sig højt til vejrs, så man fra deres top har et kilometerlangt udsyn over den smukke ådal.
Strømmen er stærk her, hvor åen ikke er særlig bred. Det helt ideelle for havørreder med mange dybe huller og sving så skarpe, at vi flere gange står med ryggen til hinanden og fisker. To af os bruger fluer, de to øvrige spinner. Hvert sted i åen, hvor der er en chance - og det er utallige - bliver omhyggeligt gennemfisket, men ørrederne er tilsyneladende ,ikke i humør". Til gengæld er der så meget mere liv ovenfor vandet.
Bekkasiner er der utroligt mange af. Næsten for hvert skridt hvirvler en op, og flere gange forstyrrer vi en brud. Det lille, brune rovdyr er så hurtigt, at man kun lige ser det i et par hastige glimt, så har det bragt sig i sikkerhed igen.
Oppe over os passerer en overgang en flok musvåger. På stive vinger sejler de store fugle majestætisk af sted i lange sving. Stadig dukker med mellemrum en ny op og følger kammeraterne, en hel time varer det, før den sidste er forsvundet. Mindst hundrede var der i denne flok på træk.
Der bliver pludselig liv i næste sving. Der er hug på spinneren. Ak, det er bare en gedde - 3 kg. ganske vist, men selv om den kommer i rygsækken, må gedden have os undskyldt. Det er ørrederne, der interesserer os i dag.
Timerne går. Solen står lige over os, men stadig ikke det rigtige bid. Småørreder er her nok af. Ustandselig slår de i vandet efter myg og fluer, som brisen kaster ned på overfladen, men den store fisk ser vi ikke heroppe.
Om eftermiddagen går vi nedenfor broen, hvor åen snor sig igennem frugtbare enge. Ret langt er vi ikke kommet før det giver resultat. Allerede i det første sving slår en ørred efter fluen og bliver hængende. Stangens spids bøjer sig, så man skulle tro, det var en krabat på 10 kilo, og ørreden giver sig ikke godvilligt trods sin lidenhed. Den slår nogle store slag i vandet og hopper mange gange sin egen højde, men det hjælper intet.- Den sidder for godt. Det er en bækørred på op mod 1/2 kilo, en velnæret fyr, helt trind af de mange lækre ting, som åen har kunnet byde den på. I næste sving måtte atter en bækørred lade livet og kort efter endnu en. Det er overraskende, fordi det har været småt med bækørredbestanden her i nogle år på grund af urenheder i vandet, men i den seneste tid er bækørrederne kommet igen til glæde for sportsfiskerne. For det er meget fornøjeligt at fange disse iltre fisk og meget rart at have denne ekstra chance.
Grønbecks lille og store hul giver intet og ,Bette Niels" hul heller ikke, men hullet dernede ved granerne venter vi os meget af - og minsandten, lige ved begyndelsen af det store hul går en stor havørred op efter Peter Dahls flue. I et glimt ser vi den, så er den væk. Peter Dahl lader fluen drive ind til sin egen bred og kaster præcist og sikkert, nøjagtigt som før. Igen lyner det af sølv, da fisken vender sig efter fluen, men uden at få fat i den. Det sker een gang til, så har fisken fået nok, og urørt driver fluen gang på gang hen over dens tilholdssted. ,Den skal bare have ro en times tid, så skal vi nok få den", bliver vi enige om.
Et par bækørreder lader sig lokke i ventetiden, men de er små og får friheden igen - og så tilbage til havørreden. Spændt følger vi Peter Dahls kast. Fluen flyver helt over til den modsatte brink og lander lige, hvor fisken skal stå. Et par sekunder går - så vender en sølvblank side sig i vandskorpen og er væk igen. Endnu engang driller den os, så viser den sig ikke mere.
Den kan lige så godt være på 8 som på 3 kg", siger Peter Dahl, da vi omsider opgiver at fange den, ,,det var ikke til at bedømme". Vi bliver enige om 3 kg, for det var det rareste, nu vi ikke fik den, men inderst inde er vi vist alle overbeviste om, at den mindst vejede 8 kg - sådan er det jo med de fisk, man er lige ved at få.
Først nu lægger vi mærke til, at solen har skjult sig i tunge, sorte skyer, og at luften er blevet helt lummer. Vandet er levende nu.
Småørreder slår ustandselig efter insekter, men ikke flere blanke ørreder viser sig. Og pludselig er uvejret over os - nogle mægtige tordenskrald og piskende regn. Et læ skur i nærheden bliver nået på rekordtid. Det er køernes ,hus", og en flok på en halv snes kommer også gungrende, men stopper brat, da de ser, der er gæster. ,Kom dog indenfor, der er plads til os alle".
Men køerne vil ikke dele. De trækker sig langsomt tilbage, klumper sig sammen og vender foragtelig bagen til os og den voldsomme regn.
Lige så hurtigt, som uvejret begyndte, klarer det op. Den tunge luft er borte, men med den åbenbart også ørredernes lyst til at bide. Selv bækørrederne er ikke interesserede mere.
Da vi langs åen traver hjemad mod kroen, siger Høegh Petersen:
- Det er en vidunderlig å, at den nu bliver plejet. Hernede er det Skive lystfiskerforening, der har retten til åen, og højere oppe det specielle Sønder Resen Konsortium, som vi er nogle stykker, der har dannet. Tilsammen har de to foreninger over halvdelen af åen og fører nøje kontrol med den samt sætter mange tusinde stykker yngel ud hver sommer.
- Hvor mange havørreder tages der her hvert år ? - Det er svært at sige, men i vægt opgøres det til '4 - 5000 kilo, dog desværre den største part heraf tages ikke af sportsfiskerne, men af garntrækkerne på åens nedre del og i udløbet. Kunne vi få sat en stopper for dette rovfiskeri samt få vandet i åen rent igen, så vil det blive helt godt. Ja, jeg vil endda påstå, at vi så fik en af Europas bedste havørred åer her. Både selve Karup å og alle dens mange tilløb er nemlig helt ideelle for ørreder.
Og som for at give Høegh Petersens ord særlig vægt, springer en ørred et sted i skumringen bag os. i den stille aften ruller lyden af plasket langt ud over markerne.
Men oppe på kroen udveksles dagens mange oplevelser. Mangt et årelangt kammeratskab er blevet til her mellem de kunstfærdigt udsmykkede vægge, hvor sportsfiskere kæmper med store, blanke fisk, og hvor en havørred har opnået at blive kopieret af en kunstners hånd. Men den fortjente det også, for det var den største havørred, der er fanget i Verden. Den var l,10 m lang og vejede 14,1 kg og blev fanget ved Hagebro Kro i juli 1939. Også en rigtig havørred er der denne aften på kroen. Den er taget på flue lige nedenfor landevejsbroen. Ganske vist er den kun på 3 1/2 kg, men den vises frem og beskues med interesse alligevel. Og ikke blot fordi det er dagens eneste, men tillige fordi den er forløberen, bebuderen af, at tiden nu er ved at komme, da de store slag skal slås, de dage, da havørrederne ligger på is i rækker i kroens køleskabe.
Men i lykkelig uvidenhed om den store risiko springer havørreden i de jydske åer - og dens lokken er ikke forgæves.

Jakob Henriksen.