til
hovedsiden
Love og generalforsamling opdateret
21/03/2005
  

Horsens og Omegns Sportsfiskerforenings gældende love

§ 1. Foreningens formål.

Horsens og Omegns Sportsfiskerforening har til opgave at varetage sine medlemmers interesse i ophjælpningen af fiskebestanden i de nærmeste åer og søer og adgang til fiskeri i disse.

§ 2. Foreningens medlemmer.

Alle, der er fyldt 10 år, kan blive medlem af foreningen. Foreningen består af en juniorafdeling for de 10 - 17 årige, og en seniorafdeling. Eventuel udelukkelse af et medlem kan besluttes af foreningens bestyrelse, og skal godkendes på efterfølgende generalforsamling. Det suspenderede medlem skal have skriftlig besked om bestyrelsens afgørelse. Et suspenderet medlem mister alle medlemsrettigheder med øjeblikkelig virkning og har ikke krav på at få refunderet kontingent eller dele deraf.

§ 3. Medlemmernes rettigheder og pligter.

Ret til fiskeri i foreningens fiskevand eller dele deraf har enhver, der er forsynet med gyldigt årskort, gæstekort eller dagkort til dele af foreningens fiskevand og i øvrigt overholder reglerne for fisketegn. Kun fiskeri med stang og snøre er tilladt.
Alle der fisker i foreningens fiskevand skal overholde foreningens mindstemål og skal respektere at nedfaldsørred er totalfredet i foreningens fiskevand indtil den 5 juni (grundlovsdag).
Enhver fiskende er pligtig at fremvise gyldigt fiskekort og evt. fisketegn.
Det er ethvert medlems pligt at udvise hensynsfuld adfærd på fiskepladsen. Nedtræden af afgrøder, beskadigelse af hegn samt henkastning af alle former for affald, er strengt forbudt.
Ved foreningens fiskevande bør medlemmerne påse, at der ikke sker overtrædelser af H.O.S. - vedtægter eller af fiskerilovene. Eventuel overtrædelse skal anmeldes til én af foreningens opsynsmænd, eller til et medlem af bestyrelsen.
Det er forbudt foreningens medlemmer at udøve selvtægt og konfiskere fiskeudstyr.
Overtrædelse af H.O.S. - vedtægter og/eller fiskerilovene kan medføre bortvisning fra foreningen efter reglerne i §2.
Medlemmerne modtager foreningens blad FLUEN, og nye medlemmer desuden et eksemplar af foreningens love og vedtægter samt oversigt over foreningens fiskevand.

§ 4. Foreningens økonomi.

Kontingent for det efterfølgende år fastsættes hvert år af medlemmerne på den ordinære generalforsamling. Bestyrelsen fastsætter prisen for gæstekort og dagkort. Indmeldelsesgebyr fastsættes af bestyrelsen. Medlemmers børn eller børnebørn under 12 år må, under ledsagelse og ansvar af medlemmet, fiske gratis i foreningens vand.
Ved indmeldelse efter 1. august betales halv pris af de godkendte kontingenter, dog betales fuldt indmeldelsesgebyr. Ved indmeldelse efter 1. november betales ikke kontingent, dog betales indmeldelsesgebyr. juniorer skal ikke betale indmeldelsesgebyr.
Kontingent betales helårligt og opkræves i januar måned og skal være betalt inden den 10.februar. Betales kontingentet ikke inden denne dato betragtes vedkommende som slettet af foreningens medlemsliste. Ved senere indbetaling er H.O.S. berettiget til at opkræve et nyt indmeldelsesgebyr. Kontingent gælder kalenderåret.

§ 5. Generalforsamling.

Den ordinære generalforsamling afholdes i første halvdel af marts måned, og indvarsles senest 14 dage forud skriftligt til hvert medlem med angivelse af dagsorden. Kun medlemmer med gyldig kvittering for indbetalt kontingent har adgang til generalforsamlingen.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal afleveres skriftligt til bestyrelsen senest 8 dage før generalforsamlingen.
Ekstraordinær generalforsamling kan af bestyrelsen indkaldes når som helst. Bestyrelsen skal afholde ekstraordinær generalforsamling inden 21 dage når 1/3 af medlemmerne kræver dette med angivelse af dagsorden. Skriftlig indkaldelse af ekstraordinær generalforsamling senest 7 dage før afholdelse.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset det fremmødte antal medlemmer, når den er lovligt indvarslet. Kun fremmødte medlemmer har stemmeret.
Regnskabet følger kalender året og afsluttes den 31. december. Regnskabet skal afleveres til foreningens revisorer senest 14 dage før, det fremlægges på den ordinære generalforsamling.
Efter indstilling fra bestyrelsen kan generalforsamlingen udnævne et medlem, der har ydet en ekstraordinær indsats for H.O.S. til æresmedlem. Æresmedlemmer har frikontingent.

§ 6. Bestyrelsen.

Bestyrelsen består af en formand, en næstformand, en kasserer og 4 bestyrelsesmedlemmer. Formand, næstformand og kasserer vælges for to år af gangen af generalforsamlingen. Formanden afgår i lige år, og næstformand og kasserer i ulige år. Bestyrelsens øvrige medlemmer afgår med halvdelen hvert år. Genvalg kan finde sted. Bestyrelsen vælger selv sekretær. Afgår formanden mellem to generalforsamlinger overtager næstformanden formandsposten og bestyrelsen konstituerer sig med ny næstformand. Afgår kassereren mellem to generalforsamlinger konstituerer bestyrelsen sig med en ny kasserer. Suppleanter indtræder som bestyrelsesmedlemmer i det omfang der er behov for dette.
Generalforsamlingen vælger desuden 2 revisorer, der afgår skiftevis årligt samt 3 bestyrelsessuppleanter og 1 revisorsuppleant. Suppleanter vælges for 1 år af gangen og genvalg kan finde sted.

§ 7. Foreningens opløsning.

Foreningens opløsning kan kun vedtages på en generalforsamling, og hertil kræves 4/5 af de afgivne stemmer.
Ved opløsning vil foreningens midler være at anvende til udsætning af fisk i de nærmeste og dertil bedst egnede fiskevande.
For at ændre paragraf 7 kræves 4/5 af de afgivne stemmer for ændringen.

Lovene ændret og godkendt enstemmigt på generalforsamlingen 5 marts 2002.

Hans E. Nielsen, Formand - Jan Karnøe, Næstformand - Harry Madsen, kasserer
Peter Jensen - Jens-Peder Eriksen - Sven Damgaard - Lars Bødker Hansen

  

Generalforsamling 2006

Her er et par billeder fra den veloverståede generalforsamling 2006.
Vi byder et par nye suppleanter velkommen til hvad der uden tvivl bliver endnu et år med mange nye udfordringer.


Generalforsamlingen indledes med slagsangen


Pokalerne uddeles

  

Horsens og Omegns Sportsfiskerforenings første love, vedtaget på generalforsamlingen den 19 januar 1938, kan læses herunder

LOVE FOR HORSENS OG OMEGNS SPORTSFISKERFORENING

§ 1.

FORENINGENS FORMAAL

Horsens og Omegns Sportsfiskerforening har til Opgave at varetage sine Medlemmers Interesser i Ophjælpning af Fiskebestanden i de nærmeste Aaer og Søer og i Adgang til Fiskeri i disse.

§ 2.

FORENINGENS MEDLEMMER

Enhver uberygtet Mand eller Kvinde, der er fyldt 16 Aar, kan blive Medlem.
Som Medlemmer uden Stemmeret kan dog optages Børn under 16 Aar.
Indmeldelse sker til Formanden eller til et Bestyrelsesmedlem.
Medlemsretten kan dog suspenderes af Bestyrelsen og vedkommende faar derefter skriftlig Meddelelse derom.

§ 3.

MEDLEMMERNES RETTIGHEDER OG PLIGTER

Ret til Fiskeri i Foreningens Fiskevande har enhver, der er forsynet med gyldigt Medlemskort eller med Dagkort.
Kun Fiskeri med Stang og Snøre, samt løs Snøre, er tilladt (dog kun en Krog paa hver Line) det er heller ikke tilladt at bruge Sættesnøre. - Og det paalægges særligt Foreningens Medlemmer at paase at Fiskerilovens § om Mindstemaal bliver nøje overholdt.
Enhver fiskende er pligtig til at fremvise gyldigt Fiskekort.
Det er ethvert Medlems Pligt at udvise hensynsfuld Adfærd paa Fiskepladserne.
Nedtrædning af Græs, Beskadigelse af Hegn o. lign. samt Henkastning af Daaser, Flasker, Papir m. m. maa ikke finde Sted, og kan medføre Udvisning af Foreningen, det maa nemlig erindres, at det gode Forhold mellem Lodsejerne og Medlemmerne er af afgørende Betydning for Foreningens Eksistens.
Medlemmerne bør i størst muligt Omfang udøve Kontrol paa de Fiskesteder, hvor Foreningen har Eneret eller Adgang til Fiskeriet.

§ 4.

FORENINGENS INDTÆGTER

Medlemsbidraget er 12 Kr. For Børn under 16 Aar samt passive Medlemmer er Medlemsbidraget dog kun 6 Kr. aarlig. Indskud for 1939 3 Kr. Medlemsbidraget for Mand og Hustru udgør Kr. 15.
Der kan til ikke-Medlemmer udstedes Dagkort à 2 Kr.
Medlemmer af Foreningen kan til Kvinder og Børn løse Dagkort til en Pris af 50 øre. Dagkort er dog kun gyldige til de Fiskepladser, hvor Foreningen har Eneret paa Fiskeriet.
Omfanget af Rettighederne for Ihændehaverne af Dagkort bekendtgøres ved Kortets Udstedelse.
Medlemsbidraget erlægges forud for 1 Aar ved Indmeldelsen. Der betales fuldt Kontingent for det Regnskabsaar, i hvilket Indmeldelsen finder Sted.
Medlemsbidraget betales derefter halvaarsvis, første Gang 1. Januar og 1. juli. - Betales Kontingentet ikke i Løbet af senest I Maaned fra Forfaldsdagen, betragtes vedkommende som udelukket af Foreningen og tilstilles Meddelelse derom.

§ 5.

FORENINGENS BESTYRELSE

Bestyrelsen bestaar af en Formand og 6 Bestyrelsesmedlemmer. der vælges af Generalforsamlingen.
Formanden vælges af Generalforsamlingen hvert Aar.
Bestyrelsens Medlemmer afgaar med Halvdelen hvert Aar, første Gang ved Lodtrækning. Genvalg kan finde Sted.
Bestyrelsen vælger selv sin Næstformand, Kasserer og Sekretær.
Generalforsamlingen vælger desuden 2 Revisorer, der afgaar skiftevis aarlig, første Gang ved Lodtrækning, samt 2 Bestyrelsessuppleanter og 1 Revisorsuppleant.

§ 6.

GENERALFORSAMLINGEN

Den ordinære Generalforsamling afholdes i hvert Aars Januar Maaned og indvarsles 7 Dage forud.
Forslag, der ønskes behandlet, maa afleveres til Bestyrelsen senest 5 Dage før Generalforsamlingen.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset Antal mødte Medlemmer, naar den er lovlig indvarslet.
Indvarsling sker skriftlig til hvert Medlem.
Ekstraordinær Generalforsamling kan i øvrigt af Bestyrelsen indvarsles naarsomhelst, og 15 Medlemmer kan forlange indvarslet til ekstraordinær Generalforsamling med Angivelse af Dagsorden.

§ 7.

Regnskabsaaret er Kalenderaaret. Regnskabet afleveres til Revisorerne senest 14 Dage før, og det fremlægges for og godkendes af Generalforsamlingen.

§ 8.

Forandring af Lovene kan kun ske paa en Generalforsamling, og Vedtagelsen kræver 4/5 af de afgivne Stemmer.

§ 9.

Foreningens Opløsning kan kun vedtages paa en Generalforsamling, og hertil kræves 4/5 af de afgivne Stemmer. Ved Opløsning vil Foreningens Midler være at anvende til Udsættelse af Yngel i de nærmeste og bedst egnede Fiskevande.

Lovene træder i Kraft straks.

Godkendt af Generalforsamlingen den 19. Januar 1938.

Henning H. Christensen, Formand
Ejner Jørgensen, Næstformand
E. Lyse Hansen, Kasserer
Georg Zeuner, Sekretær
E. Laursen
Emil Raalskov Petersen
H. C. Larsen