Goddag, mit navn er Hulda! Jeg er alene hjemme. Hmm... som om, at det var noget. Det er det altså ikke.

Folk taler så meget om alle de stakkels fodboldenker rundt om i lille danmark, men hvad med alle os koner, der i sin tid hoppede på en lystfiskers krog? Det var torskedumt gjort. Tænk at man først opdager det, når man er gået i rusen. Nå, pyt, jeg er også selv lidt af en sær fisk. Jeg kan godt sige dem, det er man faktisk nødt til at være, ellers går det da helt i plukfisk.

Ta' nu f.eks. her i søndags. Jeg havde været alene hjemme hele dagen. Ja d.v.s. næsten da, for ungerne havde han glemt. Nå det er endda, hvad det er, men når han så endelig kommer hjem - længe efter det er blevet mørkt - vælter han om på sofabetrækket, død som en sild.
Da jeg hele aftenen havde siddet og hørt på, hvordan han hev torsk i land, slæbte jeg ham i seng. Sikken en "fight". Der gik kun en times tid, så vågnede jeg ved, at jeg fik en på øjet. Heldigvis nåede jeg at springe ud på gulvet, inden han gik helt agurk. Herbert trillede rundt i sengen, tog livtag med hovedpuden og spjættede med både arme og ben.
Da han var faldet lidt til ro, lå han med et saligt smil om munden og kaldte på Sofie. Tre gange lige i træk! 'Så er det nok', råbte jeg, men fortrød det, jeg ville ikke vække ham. Tænk hvad han kunne nå at røbe i nattens løb.

Næste dag ved morgenbordet prøvede jeg forsigtigt at fritte ham ud om denne hersens "Sofie". Jeg havde dårligt nævnt hendes navn, før havregrynene begyndte at sive ud af hans mundvige. Det kneb ham gevaldigt at styre mundvandet.
Så var det, jeg greb ham i finnerne. 'Ud med sproget, kammerat'. 'Tror du jeg vil holdes for nar?' Han så ud som om han levede i et helt andet vandhul. 'Jeg skal nok få fingre i den dame en dag' sagde han 'selv om jeg ved der er andre, der er lige så vilde efter at få hende, som jeg er. Men jeg har haft kontakt med hende.'
'Sig mig nu engang' råbte jeg hysterisk 'hvad mon du bilder dig ind? at sidde der og øse af dine følelser for Sofie lige ud i hovedet af mig. Du har bare at vælge, om det skal være hende eller mig! FORSTÅET?'
Han sagde ikke et kuk, men brast i en vild og ubehersket latter. Han klappede sig på bugen af grin. Arme stakkel, tænkte jeg, han er gået fra forstanden.
Da han havde gispet af grin i sådan ca. 17 minutter, og det lykkedes ham at få latteren under kontrol, kom han med en søforklaring uden lige.

'Klap nu gællerne i og hør efter' sagde han. Sikken en tone at tale til sin kone i. Vor herre bevares, jeg var trods alt hans kone. Endnu da. Selv om jeg godt ved, at hans følelser for mig er kølet en del af, efter at jeg er blevet kureret for orm.
'Er du klar over' fortsatte han 'at "Sofie" er en gammel grim Gedde på størrelse med en robåd? alle lystfiskeres drøm?'. 'Apropos drøm' sagde han 'så drømte jeg i nat, at jeg havde fået Sofie op på land, men hun smuttede fra mig, så jeg måtte ned på alle fire i græsset for at holde hende.'

Ah-ha. Det var altså forklaringen på hans yderst mærkelige opførsel sidste nat. Jeg må indrømme at jeg synes den forklaring var en smule tyndbenet, men vi nåede da at komme nogenlunde på bølgelængde, inden han tog ud at fiske, sådan til en forandring.

Da han kom hjem mandag aften var han ovenud lykkelig, at se på i hvert fald. Jeg var sikker på at han havde fanget Sofie, men hans begejstring havde helt andre årsager. 'Jeg var inde i en forretning i dag' sagde han 'indehaveren havde lige et par billetter tilbage til præmieredagen i Mørrum, dem snuppede jeg'
Det var sa... det var pokkers, tænkte jeg, men jeg skulle nok dy mig for at udgyde min forbavselse. Kan det virkelig have sin rigtighed at Herbert havde fået andre interesser end lystfiskeri. Det var simpelt hen et mirakel, selv om teater ikke ligefrem var min hobby.

Der gik et par dage, og jeg var allerede så småt begyndt at glæde mig til teater turen. 'Du Herbert' sagde jeg en dag, da han var kommet hjem for at få madkassen fyldt op 'jeg kunne ærlig talt godt tænke mig en ny kjole til premieren.' Han blev lige så lang i hovedet som en ål. 'Til præ...mi...eren' stammede han 'ja men' stammede han videre 'det er faktisk slet ikke meningen at du skal med, de andre skal ikke have deres koner med, såå...'
Jeg kan godt sige dem, det jeg følte de næste mange minutter, er ganske ubeskriveligt, og hvis det alligevel skal gøres, må det blive noget i retning af, at have fået en alt for gammel sildelage i hovedet.
Et sidste krampeagtigt forsøg på at beherske min raseri, mislykkedes totalt. Min hals snørede sig sammen, og jeg mærkede hvordan skællene rejste sig i hovedbunden.

Siden hvornår, om jeg må spørge, er det blevet moderne at gå i teateret med gutterne ? Eller hende der Sofie, er måske slet ikke nogen Gedde når det kommer til stykket. Så var det han tog en dyb indånding og forklarede, at han overhovedet ikke skulle i teater, hverken med gutterne eller Sofie eller nogen som helst anden. Ja faktisk skulle han slet ikke i teater, men til Sverige og fange Laks den 1 april!
Jeg var skrubbe-forvirret. Det man på lystfiskersprog kalder "præmieredagen" har altså ikke en pind med teater at gøre. Så blev man så klog. Om aftenen lå han på sofaen igen, med bugen i vejret og hovedet begravet i en bog.

'Undskyld jeg forstyrrer, men hvad er det du læser?', 'Sølvtøj' svarede han åndsfraværende, da jeg havde spurgt en syv-otte gange. Sølvtøj, tænkte jeg, sølvtøj. Nu gælder det om at holde ørerne stive. Nu har han sku' nok i sinde at sælge bestikket vi fik i bryllupsgave, for at få råd til fiskestang nummer atten.
'Det gør du altså ikke' fløj det ud af munden på mig. 'hvad gør jeg ikke?' gryntede han 'du tager ikke så meget som en teske!'. Hvad skulle han med en teske, han så ærligt talt lidt desorienteret ud. 'Nåh, jeg troede bare, at ...' ' At hvad' 'at du måske havde i sinde at skille os af med bryllupsgaven fra tante Amalie'
'Jeg har ikke i sinde at sælge noget som helst - tværtimod - og desuden har dette sølvtøj ikke en skid at gøre med bryllupsgaver, - det har det ikke ...'. 'Nå undskyld' sagde jeg og samlede mod til at spørge hvad det så var for noget sølvtøj han læste om. Halskæder måske ? eller småkageskåle ?

Han var efterhånden ved at være lidt småsur - guderne må vide hvorfor, der er vel ikke noget galt i at interessere sig lidt for hinanden ? 'Jeg læser hverken om halskæder eller småkageskåle eller teskeer eller noget i de stil overhovedet. Jeg læser om havørreder, hvis du gerne vil vide det' sagde han.
Det burde jeg egentlig kunne have sagt mig selv, eftersom jeg er blevet præsenteret for nogle stykker i tiden løb, og jeg må indrømme at de skinner slemt i øjnene.

Nå, jeg kunne fortælle længe om Herbert, men jeg skal skåne jer for mere, der er bare lige een ting jeg vil bede jer om. Hvis i skulle komme om ved en vandpyt og ser een gå rundt med verdens grimmeste filthat, og gummistøvlerne trukket helt op under armhulerne, så er det altså Herbert, og så må i love mig ikke at fortælle ...

Nå ja, det behøver jo selvfølgelig ikke være ham, der er jo flere af slagsen, men hvis du får øje på en flaske Gammel dansk, der stritter ud et eller andet sted, så er det altså ham. Eller hvis du møder en der sidder med en termoflaske med fjorten røde pølser i og dypper i sennep på en vejsten, der i forvejen har været godt besøgt af måger, så er den hjemme ! Dét er Herbert.

Hvis en eller anden skulle falde i snak med ham, så lov mig for Guds skyld ikke at fortælle ham, at jeg nyder hvert minut han er ude. Prøv engang at tænke på alle de timer, jeg har til at dyrke mine interesser i. Det er bare herligt. Men lov mig for alt i verden, at det aldrig kommer Herbert for øre, så ender det bare med, at mine fritimer går helt i fisk.

Hanne Sørensen