Old danish pink

Siden jeg begyndte at fiske i åen efter ørred, har jeg været fascineret af den lille fisk vi brugte som agnfisk til snapdyp. Elritsen hedder denne lille smukke fisk med de mange farver, især når hannen er i legedragt.

Vi tog til Gesager å hvor der er en fin bestand, og fangede dem på en bøjet knappenål med lidt dej på. Det var spændende at fange dem. Nogle opbevarede vi i et glas til forårssæssonen. I glasset var der glycerin, og så kunne de holde sig, selv om de blev lidt stive. Man kunne også dengang købe syltede elrits hos 'Hardy' i England.

Da jeg begyndte at binde fluer og blev det man kalder fluefisker, fandt jeg ud af, ved at læse det amerikanske blad, 'Field and stream', at derovre brugte man meget streamere. Og da jeg fik fat i Färnstöm's "Streamer mot strömmen" begyndte jeg at eksperimentere med at binde streamere. Det blev til mange forsøg og det endte i to modeller, Green minnow og Silver minnow, og de fangede begge særdeles godt.

Jeg havde dog stadig ikke fundet det jeg søgte, men sidst i halvfjerdserne, fandt jeg ud af at streameren skulle have en mørk ryg, og pinkfarvet bug, og bugfarven var som jeg tilfældigvis lagde mærke til, samme farve som den indvendige side af gammel dansk prop overtrækket (de gode gamle dage red.). Krop med rød uldgarn formet som en lille fisk, pinkfarvet 'staniol' fra gammel dansk proppen klippet ud til bug, påfugl på langs og det hele bundet på med klar nylontråd. Til sidst junglecock på hver side, og et lille rødt hackle, eller strudsherl som skæg. Så var den der ! "Old danish pink".

Den blev døbt ved en festlig lejlighed og gav mange gode fisk. Som man siger 'Si transit gloria mundi' "Således foregår alverdens herlighed".

Svend Rørvang, 1992

Old danish pink

Krop : rød uldgarn formet som fiskekrop
Underkrop : pink staniol fra gammel dansk prop
Ryg : Påfugle herl på langs

Sider (cheeks) : 2 stk. junglecock
Skæg : rødt hackle eller strudsherl
Bindetråd : Klar nylon

copyright HOS 060499