Horsens og Omegns Sportsfiskerforenings slagsang

I gæve Fiskere hæng i
syng ud om vor friske Sport.
Thi hvis ej selv I stemmer i,
så bliver det aldrig gjort.
Folk kan jo ikke fatte,
at nogen gider klatte
sin fritid væk langs åen,
""men det er hvad vi kan li'""

En sommermor'n det er en fest
at færdes langs fiskevand,
i efterår med rusk og blæst
vi når vor drømmes land.
Så flot vi fluen svinger,
den blanke ørred springer,
står lykken bi snart spræller
""i græsset et 5-punds bæst""

Og er vi på en Geddetur
med skaller og blanke blink,
vi napper ingen middagslur
måske dog en lille 'drink'
og farer grum til biddet
vi frydes over slidet
ja, tænk hvor stor den bliver
""Ja, blot til vor næste tur""

Nu hver en fiskerhustru ska'
et dundrende hurra ha'
fordi tålmodig da' for da'
hun venter med aftensmad.
De alle det fortjener,
derfor vi også mener
vort Hurra ret fra hjertet,
""vort hurra fra hjertet af""

Redaktionens notat :

På en gammel lap papir, fundet i en scrapbog fra Ejnar 'Phaff' Jørgensens tid, er teksten underskrevet "piscator" og "Gem den til senere Brug !". Ud for dette er sat et kryds med blyant, og ved et tilsvarende kryds længere nede på siden, er med blyant skrevet "Var Georg Zeuner". Derfor går redaktionen ud fra at teksten er forfattet af en af Horsens og Omegns Sportsfiskerforenings medstiftere, nemlig Bagermester Georg Zeuner.

Redaktionen

Neej, her følger en e-mail modtaget fra Jacob Zeuner, som vil forklare sagens sammenhæng :

Til Redaktionen

Jeg blev meget forbavset og meget glad, da jeg i går fald over jeres Slagsang på nettet. Især, da jeg så hvem der har skrevet den. Redaktionen skriver, at sangen er underskrevet Piscator,og at dette pseudonym dækker over Georg Zeuner. Så vidt har I ret, men når I derfor går ud fra, at teksten så er forfattet af en en af Horsens og Omegns Sportsfiskerforenings medstiftere, nemlig Bagermester Georg Zeuner, - ja så må jeg desværre beklage, for så har I ikke længere ret. Den er nemlig forfattet af hans søn, der også hed Georg Zeuner. Georg Zeuner junior (der á propos er min far) var også selv en ivrig sportsfisker, og det var ham, der havde den poetiske åre. Han var også den første i slægten med en akademisk baggrund, idet han var nysproglig student og havde et universitets ophold bag sig inden han pga. vanskelighederne i forbindelse med 2. verdenskrig måtte søge ind i bagerfaget hos sin far. Men hans sproglige baggrund fornægter sig ikke. Piscator er som bekendt latin og betyder en fisker. Selvom det er første gang jeg ser denne sang, hvad der jo ikke er så mærkeligt, eftersom den angiveligt er fundet på en gammel lap papir i Ejnar "Phaff" Jørgensens scrapbog, så er der ingen tvivl om ophavsmanden. Det er nemlig ikke første gang, at min far har brugt pseudonymet Piscator i lignende forbindelse. Nu angiver I ikke noget årstal for sangen (måske er det ikke påført, men scrapbogen kan måske give et fingerpeg i den retning), men allerede i oktober 1943 trykte bladet SportsFiskeren en af min fars rimede tekster, EN FISKERLØGN, Frit efter "En Bondeknøs som hedte Hans" Den var også signeret Piscator. Der er det lille kuriosum til den historie, at Kurt Andersen fra Hillerød Sportsfiskerforening i 1976 finder historien i det gamle blad, og sender den til redaktionen med kommentaren: Historien er mere end 30 år gammel - men stadig fantastisk aktuel!, hvorefter bladet genoptrykker historien i sin april udgave. Her bliver den set af Dansk Havfisker Forbund, som sakser den til deres blad. Og nu er historien altså kommet frem igen efter yderligere ca. 30 år. Min far var, ligesom hans to brødre og deres far, en ivrig sportsfisker, og jeg har tilbragt mange dejlige barndomsdage langs en jydsk å. Da Fiskerløgnen er fra 1943 vil du sikkert kunne finde det meste af familien som medlemmer af jeres forening omkring det tidspunkt. Jeg takker for "sangen", og vedlægger En Fiskerløgn i udgaverne fra henholdsvis 1943 og 1976. De er i en scannet udgave, så kvaliteten er desværre ikke helt i top.

mange hilsner fra

Jakob Zeuner, Roskilde.

Redaktionen takker Jacob mange gange for opklaringen, og vi bringer her Georg Zeuners "En Fiskerløgn"

EN FISKERLØGN Frit efter 'En Bondeknøs som hedte Hans' ved G. Zeuner
En fiskerknøs, som hedte Hans, han havde været udenlands med andre Fiskere et Aar, for der at se hvornaar og hvor at Fiskeri har gode Kaar. - Hjemkommen til sin Fødeby fortalte han nu stolt og kry som Fiskere nu har for Skik, om hvad af store Fisk, han fik. En Del deraf maaske var sandt, men der var megen Løgn iblandt: thi een Ting gør en Fisker tit, han lægger til og praler lidt: ja, onde Tunger siger lyve som Hest kan rende, Fugl kan flyve. En Maaneds Tid omtrent forgik, da Knøsens Fader, Frederik, i næste Købstad Ærind fik, og med sin Fiskersøn han gik derhen en aarle Morgenstund. Og da de havde gaaet kun en halv Milsvej de i en Aa en stor og dejlig Ørred saa. "En svær Krabat" var Farens Ord, da Fisken ned ad Aaen for. "Aa, Bagateller", udbrød Hans, "i Fjor, da jeg var udenlands, jeg tog en Fisk - jeg aldrig Mage har set til fisk i mine Dage. Da først jeg havde den paa Krogen, jeg med den største Lethed tog den. Selvføg'lig saa jeg lige straks, at Fisken var en Kæmpelax. I kender vel en Lax af Navn og tror, den er halvanden Favn: nej Tak, saa sandt som her jeg gaar,	ti Gange større knap forslaar. Min Fisk den var som sagt saa stor, ja, I kan tro mig paa mit Ord, jeg selv, som tog den, ved det bedst, den større var end nogen Hest; ja, jeg tør sige uden Pral, den større var end nogen Hval." Da svared Faren: "Ærlig talt det undrer mig, skønt overalt I denne Verden rundt omkring man ser saa mærkelige Ting, at man sit Øje knap kan tro. Vi gaar nu for Eksempel til en Bro, i mindre i en Time vi den naa, og over Broen vi nødvendigt maa. Paa denne ligger der en Sten, og over den man brække maa sit Ben, hvis man har løjet samme Dag. Det er en vis og afgjort Sag." Da sønnen hørte disse Ord en Skræk ham straks i Blodet fo'r: om Ørene blev Knøsen hed, af Panden sprak ham Angstens Sved. Han raabte da: "Hør Fader kær, at gaa saa stærkt er ikke værd. I er en gammel Mand og svag: det er saa grumme varmt i Dag, og man maa spare sine Kræfter. Jeg gaar just nu og tænker efter, thi naar jeg mig besinder ret, saa var den Kæmpefisk ej slet saa stor, som jeg fortalte før, ja mestendels jeg sværge tør, den var ej større end en Ko, men dog en prægtig Fisk min Tro."	Og atter gamle, Frederik med Sønnen hen ad vejen gik. Dog Knøsen havde ingen ro bestandig den fordømte Bro omkring i Hovedet ham løb. Lidt, efter lidt da gav han Køb: thi hvem vil ikke gerne spare de kære ben for Bræk og Fare. Og Hans, som sine frelse gad, udbrød: "Hør fader ved i hvad? Jeg tænker idelig på Laxen, det var en Kæmpeka'l af Slagsen; men dog jeg tror den var kun halv saa stor som nogen Kalv." De atter frem ad Vejen gik og Broen snart i Sigte fik; da haglede den vaade Sved ad Fiskerknøsens lemmer ned. Og just som de sig Broen nærmed, da trak han Faderen i ærmed, og raabte i sin store Knibe: "Hør Fader kær, I kan vel nok begribe at der var Løjer med den Lax, jeg burde nok ha' sagt det straks, man her til Lands den vist vil kalde, jeg tror det nærmest bli'r en Skalle." Nu Søn og Fader begge to kom heldigt over denne Bro. Ej Knøsen stødte sig paa Sten, ej heller brak han sine Ben. Men rent hans Lyvelyst forsvandt og siden talte han saa sandt, at ingen skulde tro om Hans, at han var Fisker her til Lands. piscator