Enligt skulle jeg have været til New Zealand, og besøge min ven Gavin, men en års-lang  drøm om at opleve Amazon junglen, dens fiskeri og dens befolkning, fik mig i sidste øjeblik til at ændre planer. Gavin blev nu nok boende i NZ de næste par år, og junglen i amazonas blev såmænd nok også stående, men det kunne ende med at jeg fik det skudt, flere og flere år fremad, så det til sidst endte med, at drømmen, kun vedblev at være en drøm. Så efter noget søgen i øst og vest kom jeg i kontakt med Erik Falk, tidligere jægersoldat, minerydder i Afrika, og nu freelance fotograf. Erik havde rejst rundt i Sydamerika tilbage i 70'erne og 80'erne og efter et tilfældigt møde med en skotte, (Chris Clark) på en bar i Belém, opstod Xixuau. Historien er selvfølelig meget længere end som så, og Belém og Xixuau ligger også tusindvis af km fra hinanden.

Kort om Xixuau.
 
Et beskyttet reservat på 175.000 hektar Ca halvdelen af Fyn,s størrelse. Der må ikke drives kommercielt jagt og fiskeri i området, ligesom der ikke må benyttes motor inde i reservatet. Der arbejdes på at gøre reservatet meget større.
 
Da Erik og Chris kom til floden (Xixuau) boede der kun en lille familie på 8 personer, hvor manden i huset ”Carlito” tjente nogle ekstra dollars på, at sælge skind fra Jaguar, som han fik i nærheden af 10 dollars for per skind, og som ofte i stedet blev byttet til nogle sække ris, og noget lokal brændevin.” Casasha” (som jeg også senere skulle stifte bekendtskab med) Carlito og familien arbejder nu i reservatet, der nu også omfatter en lille landsby på ca 130 personer, hvoraf ca 75 % er børn. I bund og grund er reservatet nogle streger i skoven, da junglen udenom er ligeså uberørt som inde i selve reservatet.
 
Nærmeste nabo til reservatet er en Indianer stamme, Yanomano,erne  der stadig lever som ”vilde.” De bor i et stort fælleshus, ønsker ikke besøg af fremmede, og forsvarer deres rettigheder med våben.
 
Vel ankommet til Manaus ( En by inde i Brasilien,s del af amazonas) Skulle jeg hilse på de andre rejse deltagere, hvorefter vi skulle ud og indkøbe vores sidste nødvendige proviant. Gruppen jeg mødtes med, have før rejst sammen set meget af verden,og var bundet sammen på kryds og tværs om end, at de boede i hver sin del af  verden., og var en del ældre end jeg. De var mellem 60 og 70 år. Det var Malcom englænder bosat i Italien, og gammel ven af Chris Clark. Der var 2 Israelere, 1 amerikaner, bosat i Frankrig, hendes franske veninde, og 1 Italiener, og så mig. En blandet flok, men vi fandt hurtigt rytmen, og fungerede perfekt sammen som gruppe.
 
Efter indkøb af de sidste nødvendigheder, som var hængekøjer, myggenet, tæpper, øl, og så machetter for de af os der regnede med, at ville se junglen på nærmeste hold (Dvs mig) var vi klar til en små 40 timers lang tur med flodbåd opad Rio-Negro, hvor der var rigeligt tid, til at lære hinanden at kende (Kommer sig automatisk af casasha, og hængekøjer der hænger tæt side om side)  Her fik vi også et lille indtryk af, hvor enorm og omfattende amazon junglen stadig er. Uanset hvilken retning vi kiggede var der træer, træer og træer, kun nogle få steder afbrudt af en sandstrand, eller nogle små hytter med palmetag, bygget højt oppe på bjælke. På vej derop så vi mængder af flod-delfiner, ørne  papagøjer, isfugle og andre fugle, og om morgenen kunne vi høre cikaderne synge i junglen, og brøleaberne hilsen solen velkommen.
 
Ved Midnats tid, anløb vi Xixuau. Hvor vi blev modtaget af Chris Clark, der nu bor der året rundt.
 
Jeg skulle bo i fælleshuset, der var skillevægge således jeg havde mit eget rum, men ikke loft, da der var højt op til det cylænder formede loft, der bestod af palmeblade. Øverst oppe var der 3 mindre pytonslanger der jagtede flagermus mellem palmebladene. Så slanger og flagermus blev mit første tætte møde med amazons dyreliv. Men ikke det sidste. Der var dag og nat en kriblen og krablen af især flagermus i loftet, hvilket slangerne selvfølelig udnyttede, men også andre dyr som fugleedderkopper, så jeg passere direkte henover hovedet på mig, ligesom de naturligvis også benyttede gulvet, men efterhånden vænnede jeg mig til tanken.
 
Hvad jeg oplevede de næste 11 dage i Xixuau, er for omfattende at skrive her, men oplevelserne stod i kø, så jeg vil forsøge at trække nogle af de bedste frem her. Jeg fik min egen guide Tacko.

En ung indianer knægt på 21 år. Efterhånden som tiden gik, fik jeg større og større respekt for ham, det var fantastisk, hvad han vidste om fiskeriet, og om junglen. Man kan sige at hans uddannelse, bestod i overlevelse i junglen. I starten havde han nu ikke meget respekt for en gringo som mig, men efterhånden som jeg fik vist, at jeg kunne padle kano ligeså godt som ham, følge med i junglen, og med tiden også fik styr på fiskeriet, fik han tydeligvis også mere og mere respekt for mig, selvom han på visse områder var mig totalt overlegen. Feks var han fænomenal til at tyde dyrespor og til at efterligne dyrelyde, og få dem til at svare igen. Således kunne han fløjte nogle lyde, hvorefter der blev svaret langt væk et sted i junglen. ”Jep! Vi er lige herovre!” Så gik vi hastigt gennem junglen, lavede lyde igen, fik svar igen, og pludselig stoppede vi op, hvorefter Tacko, pegede op i de 40-50 m høje trækroner, og så kunne jeg også se en flok aber, der mistroisk betragtede os. Ifølge Tacku, smagte de fantastisk. En anden dag, spottede han sig frem til en flok på omkring 100 vildsvin, som kunne være meget aggressive og farlige, og først efter jeg havde bevidst, at jeg kunne klatre opad en lodret træstamme uden grene, gik han med til, at jeg kom så tæt på at jeg kunne filme dem.
 
Fiskeriet.
 
Der findes omkring 2000 kendte arter i amazonas, og der kommer hele tiden nye til.
Topfisken i området var en aborre lignende fisk. Tucunare! På Amerikansk Peacock bass. Vægt op til 13 kg. De var utroligt stærke, og når de huggede var det med en brutalitet, jeg aldrig har oplevet hos danske fisk. De første rev sig hurtigt fri af krogen, ofte når de sprang ovenud af vandet mens de rystede kraftigt med hovedet, og væk var de! Andre borede sig direkte ind i grene og siv, og gjorde samme forsvindings nummer, atter andre rettede krogende ud, ofte begge på en wobler, det oplevede jeg et par gange, ligesom jeg også oplevede at de simpelthen rev krogen ud af  wobleren. Tacko var tydeligvis lidt muggen, og gjorde fagter til at jeg skulle holde hårdere igen, hvilket ikke hjalp synderligt. Så vi sejlede til et andet sted, hvor jeg har ham under mistanke for, at han vidste de var lidt mindre, i hvert fald fik jeg min første tucunare, hvorefter han straks så meget lykkeligere ud, pegede op på nogle skyer, og sagde ”Chuva!” 2 min senere kom nogle kraftige vindstød, og derefter ”Chuva!” Regn! Og når det regner i amazonas så regner det skomager drenge. Der var en lille time tilbage til campen, hvor jeg gennemblødt blev modtaget med klapsalver fra de andre deltagere. Jeg var eneste fisker i gruppen, så en lille 1.3 kg,s tucunare  var åbenbart klapsalver værd.

De følgende dage fik jeg dem op til ca 3 kg,s størrelse mens de helt store rev sig fri. En aften tog vi alle flodbåden, med kanoerne på slæb 1.5 times sejlads opad en anden flod (Jauaperi) målet var en strand hvor vi kunne bade (Der svømmede 3 m lange kaimaner rundt 80 m ude) Og vi skulle så også overnatte i hængekøjerne. Som gruppens fisker skulle jeg sammen med Tacko stå for aftensmaden. Der var andre indianere der også sejlede ud, for at fiske, så der stod en del ære på spil. Tacko og jeg satte kursen mod den anden side, hvor vi begyndte at kaste i noget strømfyldt vand. Så skete der det, at jeg fik en stor piratfisk på krogen (1 kg) fik den i kanoen, hvor den vanen tro gik amok, og bed vildt omkring sig, både Tacko og jeg forsøgte at få den undre kontrol, da den fik fat i Tacko,s finger og bed direkte gennem neglen, så det styrtblødte. Nå! Tilbage og få den repareret! Og ud og fiske igen. 1 kast direkte ned i munden på en 6 kg,s tucunare. Den ville jeg bare have, så nu kørte jeg mit eget løb, og begyndte at udtrætte den på ”dansk vis” (Indianerne kører dem hårdt ind, ofte med stor succes) Men indtil nu havde jeg mistet alle mine, når jeg forsøgte mig med deres stil. Tacko stod og sagde rapido, rapido, mens jeg stod og sagde nau nau momento momento. Efter nogle nervepirrende minutter hvor den var ovenvands en enkelt gang, begyndte den at vise trætheds tegn, og jeg fik den til rælingen af kanoen, hvor Tacko tog fat i mit 0.60 mm forfang, og ville hive den op i kanoen, men da han løftede, sprang forfanget. Tacko så forbløffet ud, hvorefter han kiggede på forfanget, og sagde Piranha! Piratfisken, tog altså først hans finger, derefter min 6 kg,s tucunare. Den havde åbenbart strejfet min line, da den bed vildt omkring sig. Jeg kunne sgu ikke la vær og give et ærgerelses udbrud fra mig. Straffen var at vi spiste den senere, og som trøstepræmie fangede jeg 2 mindre tucunare, og en mindre piratfisk til, så aftensmaden var da i hus. Bemærk plastret på Tacko,s finger (se det første billede).
 
Et par dage senere tog Jeg, Tacko, og en af Chris venner, en 60 årig englænder ved navn Dave, (Fik ham hurtigt døbt jungle Dave)( og senere bare Jd) på en 3 dages lang jungletur, hvor vi overnattede i en selvbygget camp. 6 timers sejlads og (huggen sig frem) fra Xixuau. En hård udmattende tur opad mindre og mindre vandløb, hvor vi til sidst kun kunne komme frem ved at trække os under grene eller hugge os frem med machetter, nogle gange måtte vi alle ud af kanoen og trække den over større træstammer. Om aftenen lavede vi fisk på spid, drak vin, hyggesnakkede og oplevede junglen på nærmeste hold, med alle dens dufte og lyde, mens sveden konstant drev af os. En tur som jeg husker som en af de største oplevelser i amazonas, men det er svært, at sige hvad der er den største oplevelse når man oplever så meget på så forholdsvis kort tid.

Da vi igen satte kursen mod Manaus, vågnede jeg om morgenen ved at vi lå stille, men der var alligevel temmelig meget larm. Flodbåden ”Celeste” var løbet tør for batteri, og nu forsøgte de at kickstarte den med et 20 m reb, og en alu-jolle med en 40 hk,s yamaha motor på. Da det så ud til at mislykkedes blev planen ændret til at jeg, (der havde det første fly hjem) og så skibets kaptajn Plinio, skulle sejle til Manaus, hvor de så kunne få opladet batterierne igen. Så kl 06.30, uden andet end en kop kaffe til morgenmad, sejlede mig og Plinio i temmelig høje bølger de sidste 40-50 km ind til Manaus. Jeg har senere erfaret at jeg var en af de heldige. Malcom og så Chris, der skulle til Italien 2 md for at se sine børn, havde de næste fly, og da de ikke kunne nå tilbage i flodbåden, forsøgte de samme nummer som Plinio og Jeg. Men blev fanget i en regn-storm, og måtte gå i land på en sandrevle, så de nåede ikke deres fly.
 
Som Dave (Jd) tidligere sagde til mig på vores jungletur. ”Man ved aldrig rigtig hvad der sker herude”. Og det tror jeg er meget betegnende for Amazonas.
 
Jeg vender tilbage igen.