Da jeg for nogen tid siden gik en nat og svingede fluekæppen i det nordsvenske, hørte jeg en underlig gnaskende lyd, efterfulgt af en uhyggelig hvislende stemme.. "My precious... my preecious.. Yes Yes!.. My PRReecious"..... Min første tanke var, Løb!!. Men alligevel fik jeg samlet mod til at rette pandelampen i den retning hvor lyden kom fra. Det var et skræmmende syn der mødte mig i lyskeglen.. Selveste Gollum, sad ved elvens bred, og tyggede på en fisk.. Så løb jeg!!!

Så vendte vi så hjem igen, fra vores netop overståede fjeldtur i høglekardalen i midt/nordsverige.
Første gang jeg besøgte høglekardalen lå 18 år tilbage, siden havde jeg været der endnu engang, og de følgende år længere og længere nordpå til forskellige ørred og stalling elve som Kaitum og Lainio, mm.. Indtil 1995 hvor vi tog skridtet lidt videre, og begyndte padle i kano på de store floder i nordcanada.
Men nu var jeg så tilbage i Sverige igen. Dog ikke med min gamle fiske og padle kammerat Brian, men med min storebror Claus og hans 12 årige søn Marcus. Det kunne da være det kunne lykkedes at presse noget vildmarks interesse ind i ham, fremfor computer og rollespils lege.
Efter at have indløst fiskekort, begav vi os med rygsæk op langs storåen. Målet var en sø, som Brian og jeg i sin tid havde tilbragt mange gode dage ved i godt selskab, med både ørreder og røddinger. Der var ca 4 km derud, og selvom jeg svagt kunne erindre hvorfor vi begyndte at padle i kano fremfor at gå med rygsæk, slog hukommelsen åbenbart ikke helt til. Det var rent ud og sagt forbandet hårdt at nå ud til søen i det hårde terræn, men omsider nåede vi da ud til den sø, som jeg mente at vi havde teltet ved for 17-18 år siden. Jeg syntes dog den virkede mindre end dengang, men slog det hen som et udslag af at det var så mange år siden, så det nok var hukommelsen det var galt med.

Her tilbragte vi 3 dage hvor vi skiftevis fiskede i søen og i storåen. Mindstemålet for ørred var 25 cm og de var da heller ikke specielt store, 30 cm var nok rekorden, men vi hygge os i den smukke vilde natur. Efter et par dage og efter jeg havde studeret kortet fandt jeg ud af at det alligevel ikke kunne være den samme sø som mig og Brian havde lagt ved, så mig og Marcus begav os længere op til en anden og meget større sø, og ganske rigtigt, der lå den nøjagtigt som jeg huskede den. krystalklart vand, skovomkranset og med udsigt til det nøgne snedækkede fjeld bagved. Jeg fangede en mindre rødding, og Marcus var tæt på at fange turens rekord rødding, men den vendte desværre ved vores fødder og gled stille ned i vandet igen, vi kunne tydeligt se dens knaldrøde bug i det klare vand, men den ville ikke lege med. Vægten lå omkring kiloet.
Dagen efter rykkede vi campen en tand tættere på bilen, og direkte ned til storåen. Heller ikke her var ørrederne store, men de fightede fuldstændigt vildt i den stærke strøm, så det var underholdende nok endda.
Dagen efter blev vi, til dels hjulpet af stikfluer, myg og varmen, enige om at pakke sammen og så køre til en anden del af systemet, som skulle huse store stallinger. Denne del hedder damåen, og skulle også være berømt for sin storørred bestand. Vi købte kort hos damåens camping, hvor ejeren brillerede ved at være en røv der forsøgte at bilde os ind at der ville være en bom over vejen på det sted på kortet som vi udpegede som vores planlagte teltplads. Men han så sgu lovlig lusket ud, og med lidt svensk blod i årene, kender vi udmærket allemandsretten, så vi valgte at tage sagen i egen hånd. der var da heller ingen bom, men det vidste sig at være det sted som de lokale foretrak når de skulle til åen og fiske storørred, for som aftenen skred frem kom der flere og flere til, og mange af dem havde vi en rigtig hyggelig snak med. De fleste kom nu efter storørreden, mens vi gik efter stallingerne.

Der var mange hug til fluen, men man skulle være lynhurtig i den stærke strøm, og ofte kunne man kun få fluen til at drive 1-2 m før den begyndte at streame. Efter en død periode skiftede jeg min redtag str 10 ud med en bluedun str 12, hugget kom promte, og jeg kunne hurtigt mærke at jeg havde kroget en rigtig god fisk, i starten kunne jeg ikke se om det var ørred eller stalling, men efter et par min fik jeg den tæt nok på til at se det var en stor stalling, og efter endnu et par min lå den i nettet. Jeg skal flere år tilbage og helt til Canada, siden jeg sidst har havde fanget så stor en stalling, jeg havde ikke noget målebånd med, men ud fra min fluestangslængde vurderede jeg den til 41-42 cm. Vægten havde jeg med, og den stoppede på 1/2 kilo og 20 g. Selv de lokale kom hen og kommenterede den, selvom de naturligvis havde fanget dem væsentligt større, hvilket da heller ikke er utænkeligt.
Senere røg den på bålet og sammen med noget svensk bryg blev den en fin afslutning på en rigtig god tur!