til
hovedsiden
Udsætninger af fisk opdateret
16/04/2007
  

Udsætning den 14 april 2007

Horsens og Omegns Sportsfiskerforening udsatte yngel og 1 års fisk lørdag den 14. april. Vi mødtes kl. 11 i Hansted og gjorde klar til at modtage fiskene (vand i karrene, opstart af iltanlæg og fordeling af kort og papirer). Fiskerikontrollen var mødt op for at se, at alt var i orden. Med en solid forsinkelse ankom fiskene så fra Brabrand Lystfiskerforenings klækkeri og dambrug ved Århus å. Efter at have afklaret en difference om antallet, tog vi så hul på ”orienteringsløbet”. Seniorholdet tog sig af fordelingen af 4.500 1-års fisk, mens et andet hold tog sig af de ca. 34.000 stykker yngel. 1-års fisken skal blot ”søsættes” på de udpegede steder, så fordeler de sig selv, men yngelen skal spredes uf fra de angivne udsætningssteder f.eks. 200 meter opstrøms og 900 meter nedstrøms, så der er et godt travearbejde forbundet dermed.

Vi havde et ualmindeligt smukt vejr. Yderligere kunne vi glæde os over langt de fleste steder at genfinde fisk fra sidste års udsætning (eller vilde fisk). Når man stak hovedet op over bredden eller skyggen faldt i vandet, blev der liv af flygtende ørreder i størrelsen 8-25 cm. 

De 2 hold mødtes tilfældigt ved 16-tiden på en rasteplads syd for Horsens, da var seniorholdet færdigt, mens ”yngel-holdet” havde endnu et par timers arbejde.

Venlig hilsen, Jan Karnøe

  

Smoltudsætning den 31 marts 2007

Lørdag den 31. marts udsatte vi 17.700 stykker smolt med 10.000 nederst i Bygholm å, 4.000 i St. Hansted å og 3.700 i Skjold å. Fiskene kom fra Brabrand Lystfiskerforening kl. 11 som aftalt. De to af stederne kunne vi udsætte ved hjælp af en slange mellem kar og å, mens vi ved St. Hansted å måtte dele partiet ved hjælp af ketcher og spande, men det gik også fint. Kl. 13 var vi færdige.

Jan Karnøe

  

Ude med vandkanden den 27 april 2006

Horsens og Omegns Sportsfiskerforening har lørdag den 27. april været ude – ikke med riven, men med vandkanden. Det ser noget surrealistisk ud, når en voksen mand går langs en bæk og vander denne med jævne mellemrum over en flere hundrede meter lang strækning, men sådan skal det gøres, når yngelen sættes ud.

I alt 33.500 stk. yngel på 3-5 cm blev sat ud højt oppe i de små bække, der løber til Gesager/Bygholm å, Hansted å samt Haldrup Bæk. Et orienteringsløb med 15 poster fra kl. 11 til 18.
En anden bil med trailer, kar og iltanlæg og med et andet hold af frivillige hjælpere kørte samtidig ud med 5.600 1-års fisk, ørreder på 15-17 cm, der blev fordelt 6 steder i Ll. Hansted å, Ølsted å og Gesager å.

Udsætningsdagen er samtidig en god anledning til at komme rundt og se på tilstanden af de små bække. Der er både glædelige og mindre glædelige gensyn. Tilstanden er generelt i bedring, men billedet viser et eksempel på alt for hårdhændet vedligeholdelse med stadig sandvandring til følge.

Jan Karnøe

  

Udsætninger, lørdage den 23 og 30 april 2005

Lørdag den 23. april blev der udsat smolt med 10.000 i Bygholm Å, 4.700 i St. Hansted Å og 4.700 i Skjold Å. Hans og jeg modtog første træk kl. 11, og næste kom ved 12-tiden. Fiskene, der er 1-årige og 10-18 cm er hurtigt sat ud, idet det sker gennem en slange fra karret til åen. Smolten er klar til at trække ud i saltvand straks, og er da også praktisk talt forsvundet fra udsætningsstedet få dage efter udsætningen. 
Tidligere udsatte vi i alt 26.000 stk. i de 3 åmundinger, men det er altså skåret ned til i alt 17.700 med den nye udsætningsplan. Grunden er, at naturen i stedse større grad er i stand til at skabe tilvæksten ved egen hjælp - og det er jo i grunden ikke så ringe.

Lørdag den 30. april var der så udsætning af yngel (33.500) og 1-års fisk (5.600). Vi var klar med 7 mand, to biler med trailere, kar og iltanlæg fra kl. 11. Leverancen kom godt ½ time efter. Holdet med 1-års fisk besøgte 9 steder ved Gesager Å, Ølsted Å og Ørskov Bæk (Tolstrup Å), mens yngel-holdet skulle 15 steder hen: Møllebæk ovenfor Klaks, Hornborg Bæk, Skærbæk, Gesager Å, Ølsted Å, Hatting Bæk, Lund Bæk og Haldrup Bæk. Mens de 1-årige selv fordeler sig, skal yngelen hvert sted spredes over 400-1.000 meter, hvilket nemmest sker med vandkande.


Yngel klar til at starte i livets hårde skole!                                                                        Idyl ved Haldrup Bæk.

Så klokken blev godt 18, før vi var færdige, men det er jo en god lejlighed til at komme rundt og se de dele af vandløbene, hvor vi ikke fisker. Det er også positivt at se, at tilstanden generelt set går i den rigtige retning, men der er stadig mange steder, hvor restaurering vil være en god ide, det vil sige sandfang, gydegrus og store sten til standpladser.

Jan Karnøe

  

Udsætning af yngel og 1-års ørreder, lørdag den 24. april 2004

Vi mødte 2 vognhold (bil + trailer med kar og iltforsyning) a 3-4 mand kl. 10.30 ved Hauges værksted i Hansted. Da vi havde fået vand i karrene, ankom fiskene fra Brabrand Lystfiskerforening, 33.500 stk. yngel og 5.600 1-års. Yngelen er 3-4 cm og 1-års fiskene knap 15 cm i gennemsnit.

Da fiskene var flyttet over i vores kar, kunne "orienteringsløbet" starte. 1-års fiskene bliver udsat 9 steder højt oppe i vandsystemerne Gesager å, Ølsted å og Ørskov bæk. De udsættes omkring de 9 stationer og fordeler sig hurtigt yderligere. Yngelen blev udsat på i alt 15 stationer, også højt oppe i systemerne: Møllebæk (mellem Rask Mølle og Hornborg), Hornborg bæk, Skærbæk (ved Øster Snede), Gesager å, Ølsted å, Hatting bæk, Lund bæk og Haldrup bæk. Yngelen skal fordeles, typisk på 1 kilometer omkring stationen. Det sker praktisk med vandkande - og vækker selvsagt nogen nysgerrighed blandt folk, der ikke ved, hvorfor der går en mand langs bækken og vander den. Spredningen sker for at reducere territoriekampe mellem yngel.
Når vi kommer rundt til vandene på denne måde, udbygger vi vores kendskab til dem. Vi ser også ting, der ikke er i orden. Der blev efterfølgende sendt mails til 3 kommuner om kloakudløb, gylle i en bæk og 2 meter dyrkningsfri zone samt rørlægning af et stykke bæk. Én af de glædelige ting var gensynet med Hatting bæk i byparken, som blev restaureret i september 2003. Der var et myldrende liv af ørreder fra oktoberudsætningen.
Tak til hjælperne, som garanteret sov godt natten derefter.

Jan Karnøe

  

Smolt udsætning, lørdag den 17 april 2004

Første træk med smolt fra Brabrand Lystfiskerforening kom 10.30. Svend fulgte dem til Skjold å, hvor 6.500 stk. blev udsat fra broen på Juelsminde-Glud-vejen. Resten af fiskene på trækket blev udsat i Bygholm Park.
Imens kom 2. træk med Henning, som jeg modtog i Bygholm Park. Ialt blev der sat godt 10.000 stk. ud her. Henning kørte tilbage efter 3. træk på 10.000 stk., som vi udsatte fra Skanderborgvej i St. Hansted Å.
Næsten alle fisk blev udsat via slange fra kar til å. Det er klart den mest skånsomme måde, idet de meget dårligt tåler at blive båret i ketcher. Kun de få fisk, der kom i klemme i lukkeklappen, klarede ikke turen, resten spredte sig hurtigt over større områder. Fiskene var kontrolleret i dambruget af Fiskerikontrollen.
Ingen af disse fisk kommer fra den rogn, som vi har leveret.

Jan Karnøe

  

Udsætning, lørdag den 4. oktober 2003

Med historisk lille forsinkelse (10 minutter) ankom 16.000 ½-års fisk fra Brabrand Lystfiskerforening. Der er tale om fisk rundet af rogn fra vores elektrofiskeri i Bygholm og Ll. Hansted Å sidste efterår.
I lyset af det netop overståede kontrolfiskeri undlod vi udsætning, hvor kontrolfiskeriet havde vist, at der var en ørredbestand, der stod fuldt mål med, hvad der kunne ernæres. Udsætningen fandt sted på de nyrestaurede stykker af Ørskov Bæk og Hatting Bæk samt den nederste del af Haldrup Bæk og nedenfor Egebjerg Sø.

V.h. Jan

  

Smolt udsætning, lørdag den 12. april 2003

Smolt udsætningen er en såkaldt mundingsudsætning i Bygholm, St. Hansted og Skjold Åer - 10.000 stk. hver de to første steder, 6.500 det sidste. Smolten er fastlagt til 14-17 cm blanke ørreder, dvs. fisk der er ved at gøre sig klar til at gå ud i saltvand. Det er en krævende, fysiologisk proces, der gør det muligt for dem at gå fra ferskvand med en mindre saltholdighed, end de selv har, til vand med en større saltholdighed. Naturen søger at udligne forskelle i saltholdighed ved, at det såkaldte osmotiske tryk sender vand gennem membraner fra det mindre til det mere saltholdige miljø. Det skal ørreden kunne modvirke for at undgå enten at svulme op eller udtørre.

Smolten kommer fra Brabrand Lystfiskerforenings dambrug ved Århus Å og betales af fisketegnsmidler, i år med 1,79 kr. pr. fisk, så det er ikke en gratis fornøjelse.
Leverandøren kører smolten ud, og HOS skal overvåge udsætningen og hjælpe til. Denne gang kan det klares af én mand, fordi smolten bare skal udsættes ét sted i hver å. Det sker ved en slange mellem kar og å eller ved at bære den ned til bredden i balje. Så godt som alle klarer turen, og fiskene spreder sig hurtigt over et større område, inden de forhåbentlig alle stikker til havs for at komme tilbage dobbelt så store til efteråret eller endnu meget større om 1½ år.

Der er selvfølgelig et stort tab undervejs. I naturen gælder: æd eller bliv ædt. Nogle klubber er begyndt at konvertere midlerne fra smoltudsætning til vandløbsrestaurering, men i HOS vil vi foreløbigt se, om vi ikke kan både restaurere og sætte smolt ud.

Jan Karnøe

  

Udsætning af 1/2 års ørreder Lørdag den 5 oktober 2002

Vi fik leveret i alt 9.800 stk. ørreder i en størrelse fra 5 til 8 cm kl. 11.00 fra Brabrand Lystfiskerforening. Allerførst på mødestedet var Fiskerikontrollen fra Fredericia, der var mødt op for at se, at alt gik rigtigt til. J-P, Carsten Sig og undertegnede dannede udsætningsholdet. Der skulle i overensstemmelse med udsætningsplanen udsættes i øvre løb af Tolstrup Å fra mellem Ørridslev og Tvingstrup ud til Holtvad Bæk ved motorvejen (i alt 8.500 stk.) samt 1.300 i Rårup Å, der løber ud i Skjold Å.
Fiskerikontrollen kontrollerede størrelsen af de leverede fisk og fulgte med ud til første udsætning for at se, at vi gjorde det rigtigt - nemlig at de blev spredt godt om udsætningsstedet, så hver fisk kunne finde sig et revir uden at skulle slås med de andre. Vi finder, at Fiskerikontrollens tilstedeværelse er et godt led i kvalitetssikringen af udsætningerne.
Midlerne til udsætning kommer fra det offentlige fisketegn - det er altså offentlige penge, som det skal sikres, at de anvendes som planlagt. Det er fint, at der er en uafhængig instans, som kan sige god for, at det også sker. Fiskerikontrollen havde ingen bemærkninger til vores måde at løse opgaven på.
Vi var færdige med de sidste udsætninger ved 5-tiden, men så havde vi også været forbi fiskeskolen ved Kørup Bro for at vise og forklare de unge mennesker noget om udsætning.
Som en aflægger fik vi også set, hvordan de øvre løb havde det, hvor der var spærringer, og hvordan vedligeholdelsen klares.
Vi håbede, at den regn, der gjorde os pladdervåde, også ville give anledning til, at havørreder nu endelig kan starte opgangen i åerne.

Jan Karnøe

  

Udsætning Lørdag den 11 maj 2002

Dette års udsætning fandt sted lørdag den 11. maj fra 13.30 til lidt ud på aftenen (Kulturtorvet skulle lige klares først). Vi havde fået en meget stor tildeling af både yngel og 1-års fisk i år. Sidste år var Bygholm Å-systemet ikke med i udsætningen, fordi den undersøgelse, som Danmarks Fiskeri Undersøgelser laver hvert 6. år, fandt sted i åen.
Vi fik resultatet af undersøgelsen i fortryk, og på baggrund af den, var det en meget stor tildeling fra fisketegnsmidlerne. Der sættes ud, hvor vandet er egnet til at huse en større bestand, end der rent faktisk er, dvs at i de bække, hvor der er rigelig naturlig tilvækst, sættes der ikke ud, heller ikke hvor vandet er ringe eller føden for knap. Det lykkeligste er naturligvis, at den naturlige tilvækst er så god, at udsætning er overflødig eller endda skadelig. Vildfisk overlever meget bedre end udsatte fisk, der ikke har været igennem naturens barske skole. I dambrugets beskytte miljø består næsten alle, i naturen er der mange, der "dumper", og resten har de reflekser, der skal til for at overleve. Der skulle udsættes 28.500 stk. yngel og 5.400 stk. 1-års fisk i Bygholm Å-systemet, dvs. henholdvis 5 og næsten 7 gange mere end hidtil. Udsætningerne finder primært sted højt oppe i systemet i Ølsted å, Hatting Bæk og vest for Klaks Mølle.
Herudover skulle der udsættes 25.000 stk. yngel og 5.750 1-års fisk på tilsvarende måde i Hansted Å-systemet, Skjold Å, Sejet Nørremarks Bæk, Haldrup Bæk, Søvind Bæk og Møllebæk ved Hundslund.
Vi kørte ud i 3 hold med 11-14 "poster" til hvert hold. Yngelen bliver spredt på fra 200 meter til 2 kilometer ud fra hver "post", så der var rig anledning til at dyrke fodsport i vanskeligt terræn. Det ser lidt surrealistisk ud, når der går en mand langs en bæk og vander den med en havevandkande!
"Yngelholdene" var på hver 4 mand, idet der havde meldt sig tilstrækkeligt med hjælpere. Har du lyst til at prøve at komme med, er der en chance igen den 5. oktober 2002, hvor vi skal sætte ½-års ørreder ud. Du kan kontakte undertegnede.

Jan Karnøe

  

Udsætning Lørdag den 13 april 2002

Der blev den 13 april udsat følgende smolt : 10.000 stk. i Hansted Å, 11.000 stk. i Bygholm å og 6.500 stk. i Skjold Å.

Jan Karnøe

  

Udsætning Lørdag den 13 oktober 2001

Udsætning af ½-års ørreder.
Lørdag den 13. oktober fik vi leveret 13.000 stk. ½-års ørreder fra Brabrand Lystfiskerforenings dambrug. De skulle være 5-8 cm, og det holdt de også pænt. De skulle udsættes i alt 12 steder i Tolstrup, Bygholm og Skjold Å-systemerne, flest i førstnævnte og kun ét sted i sidstnævnte.
Ved hjælp af erfarne folk og en bil med trailer tog det i alt 5 timer. Vi kørte 127 kilometer på dette "orienteringsløb". Ilt anlægget sørgede for, at
ørrederne klarede turen i fin form. Udsætningen finansieres 100% af midler fra fisketegnet - Horsens og Omegns Sportsfiskerforening lægger materiel og arbejde til.

Jan Karnøe

  

Revidering af udsætningsplan, Bygholm å, uge 37 2001

Bygholm Å-systemet er i ugen 10.-14. september blevet undersøgt ved elektrofiskeri af Danmarks Fiskeri Undersøgelser fra Silkeborg. Det sker hvert 6. år, og hensigten er at følge å-systemets udvikling og ganske særligt at vurdere, om udsætningsplanen bør ændres. Der kan konstateres, hvilke bække der har en naturlig produktion af yngel, og hvor vandkvaliteten er for ringe til at udsætning kan svare sig. Endelig indsamles øvrige oplysninger om vandløbenes kvalitet, om spærringer, kloakeringsforhold, vandløbspleje m.v.
HOS har hver dag stillet to mand til rådighed for DFU, hvorfra en medarbejder (Jes Dolby) er kommet medførende en firehjulstrækker, el-fiskegrej m.v. Hver dag har der været el-fisket 5-10 steder fordelt over hele Bygholm Å-systemet. Hvert sted er der blevet fisket 50 meter, og resultatet er nøje blevet gjort op på arter, og alle ørreder er blevet målt. Det har været hårdt arbejde, men også spændende at se, hvordan vandløbskvaliteten er. Der har både været positive og negative oplevelser og overraskelser.
Småbækkene er meget betydningsfulde for tilvæksten i hele systemet, både med hensyn til bækørreder og havørreder. Man bliver overrasket over at se, at en lille bæk, som man kan springe over, og som har en gennemsnitsdybde på ca. 20 cm kan rumme en ørred for hver halve meter.
Her er nogle af de foreløbige indtryk:
Hatting Bæk :
Ovenfor Hatting er næsten kun hundestejler, men vandkvaliteten er god nok. Ved Hatting var ingen yngel, kun større fisk. Man kunne overveje at skabe gode gydemuligheder ved at udlægge grus her. Kort før udløbet i Bygholm Å fandtes de tætteste koncentrationer af yngel og større fisk (under 30 cm) i hele systemet.
Ølsted Å :
På de øvre dele var enten intet eller kun gedder. Vandkvaliteten var dårlig. Ved Neder Mølle forventede vi masser af ørreder, men fandt kun nogle få større. Har der været en forurening?
Bækken nedenfor Klaks Mølle :
Var fyldt med yngel og større ørreder (15-30 cm), ca. 70 på de undersøgte 50 meter.
Møllebæk :
Opstrøms Hornborg Vandmølle fandtes der næsten kun større fisk (15 -25 cm), ingen eller næsten ingen yngel. Det virkede som om at en hel årgang er forsvundet ? Der er lavet et fint stryg ved Hornborg Vandmølle inden for de sidste år. længere opstrøms fandtes der masser af myggelarver og tråd alger hvilket tyder på at vandkvaliteten ikke er god.
Gesager å :
Ved næsten alle stationer i sideløbene opstrøms Klaks mølle fandtes der masser af både yngel og større fisk (25 - 40) cm. Opstrøms Korning Bro ( der hvor vi blev ramt af forureningen for 3 år siden) blev der på de 50 m fisket over 150 fisk i alle størelser. På de øvre dele er der en pæn bestand af både yngel og større fisk. Ved Løsning er der blevet etableret et helt nyt løb uden om DAKA med god vegetation og fine stryg (flot arbejde), opstrøms Løsning blev der fundet flest fisk i mellem størrelsen (12-20 cm) samt nogle få stykker yngel.

Jan og Hans


  

Udsætning Lørdag den 5 maj 2001

Danmarks Fiskeri Undersøgelser har lavet undersøgelser af vandløbene i Horsensområdet og på den baggrund lavet planer for udsætninger i de fleste af åerne og bækkene. Udsætningerne finansieres af midler fra det landsdækkende fisketegn, men det praktiske arbejde med at foretage udsætningerne foretages af sportsfiskerforeningernes medlemmer. HOS dækker området fra Skjold å ved Juelsminde til Hundslund mellem Horsens og Odder.
Omfanget af udsætningerne kan variere lidt fra år til år.
5 maj er udsat 25.000 stk. yngel (under 5 cm) og knap 5.000 stk. 1-årige (ca. 10 cm). Yngelen udsættes i alle åerne (undtagen Bygholm Å) og i bække højt oppe i systemerne, hvor de har få fjender. Senere kan de gå til havs eller gå længere nedstrøms. De 1-årige udsættes længere nedstrøms i systemerne.
I efteråret udsættes ½-årige i princippet som de 1-årige.
Samlet udsættes på Horsensegnen fisk for ca. 200.000 kr. ved hjælp af et stort antal frivillige hjælpere. Udsætningerne er et supplement til den naturlige reproduktion til gavn for ikke bare medlemmerne i HOS, men også alle andre sportsfiskere ved åerne og kysterne samt garnfiskere.

Jan Karnøe

  

Udsætning Lørdag den 21 april 2001

Lørdag den 21. april blev udsat i alt 21.000 stk. smolt (unge havørreder) med en gennemsnitsstørrelse på 15 cm i de nedre dele af Hansted å, Bygholm å og Skjold å. De bliver betalt af Danmarks Fiskeriundersøgelser i Silkeborg via fisketegnsmidler.

Jan Karnøe

  

Udsætning Søndag den 8 oktober 2000

Søndag den  8/10-00 udsatte Horsens og Omegns Sportsfiskerforening fisk, i åerne omkring Horsens fjord. Der blev udsat fisk i Skjold Å , Bygholm å system,  samt Hansted å systemet. 13,000  halvårsørreder blev det til denne gang.
Dette arbejde udføres af en gruppe af frivillige, fra foreningen, formålet er en forbedring af fiskebestanden i åerne omkring Horsens, vi har konstateret en fremgang i bestanden de senere år, og når fisketrappen ved Bygholm Sø bliver en realitet, bliver den naturlige bestand i forbedret.
Udsætningen finansieres af fisketegns midler, d v s de penge der indbetales af alle Lystfiskere til det obligatoriske statstegn.

J. P. Eriksen