Villestrup å

Preben D. J. og en københavner kom omkring og tog mig med ned til Villestrup å. Vi købte kort på mejeriet i Oue, og gik langs markskellet ned til åen.
Det var sidst i august, solskin og klækkende døgnfluer på vandet.
Et stykke oppe af åen ringede flere fisk på en næsten lige strækning med høje siv i min side. Jeg knælede ned i skjul af sivene og prøvede først som et eksperiment en leddelt nymfe - wiggle-nymph - som jeg havde bundet dagen før. Men den sank alt for hurtigt og interreserede overhovedet ikke ørrederne. Jeg skiftede til en af Vince Marinaro's thorax-style tørfluer. Ovre under modsatte bred et stykke fremme ringede en ørred konstant og jeg vurderede den til en nogenlunde størrelse. Een af de første gange fluen drev over stedet blev den taget, og nu så jeg, at det ikke som først antaget var en regnbue, men derimod en usædvanlig stor bækørred. Jeg fik rullet al løsline ind på hjulet og stadig liggende på knæ bag sivene dirigerede jeg den frem og tilbage.
Den var tilsyneladende slet ikke klar over situationen, for den tog det hele meget roligt. På et tidspunkt stillede den sig klods til brinken ret ud for mig, og så opdagede jeg, at jeg intet net havde med mig. Med høje råb om hjælp styrtede P. D. J. til - han havde hold i ryggen så det var noget af en anstrengelse at komme 'en gammel dyrlæge' til undsætning. Jeg fik det åbne net ned i vandet og uden at ane fare 'sejlede' den pænt ind i nettet. På begge sider af mig var der i åen puder af vandpest med en bunke grønalger - og det ville have været katatrofalt om ørreden havde fået lejlighed til 'at begrave sig' der.
Den vejede 1200 gram og maven var propfyldt med døgnfluer - såvel klækkede nymfer som fuldt udviklede dun's og så selvfølgelig en dessert af stankelben, møgbiller og kvægmyg.
Det var første gang jeg brugte den just anskaffede Aymidge-mavepumpe: en speciel formet plastik-pipette med en stor gummibalion i enden. Jeg fyldte den med vand og efter at have ført den ned i maven på den aflivede ørred pressede jeg vandet ud og kunne nu nemt suge hele maveindholdet op og placere det i en lille hvid plastskål for nærmere inspektion.

Steffen's far

copyright HOS 010599