Onsdag den 3. november 2021 - Af Jan Karnøe
Kl. 13 ankom en lastbil fra Vestbirk Vognmandsforretning med 10 kbm grus og 2 kbm marksten til broen over Ølsted Å ved Nedermølle på Korningvej. Først blev gruset udlagt med kran og planeret af 5 mand fra HOS med river. Derefter blev udlagt pænt store kampesten, der skal skabe turbulens i vandet for at undgå tilsanding af grusbanken.
Stedet er i forvejen godt producerende med 1,3 stk. ørredyngel pr. kvm, og håbet er at gøre det endnu mere effektivt.
Selve udlægningen tog et par timer. Grus, sten og vognmand betales af Horsens Kommune, mens arbejdet med planering og tilretning er ulønnet.